Når tiden forsvinder…

Jeg har lige meldt afbud til dagens babysalmesang, som ellers var sidste gang på dette hold. Vi har gået på to hold, Mika og jeg. Jeg gik også til det med Dexter. Det er så hyggeligt, men nu er det slut. Og det gør mig mere ked af det, end det måske burde.

Hvor blev tiden med min baby lige af? Kan det passe, at 8 måneder nu er gået? Og hvad er de gået med?
Jeg kan huske, da jeg var på barsel med Dexter, og simpelthen ikke kunne finde på noget at lave med ham. Jeg spurgte andre med babyer: “Hvad laver I med jeres børn i løbet af en dag?”, fordi jeg syntes der gik rigtig meget tid med, at han bare lå på gulvet og møffede rundt.
Jeg aner ikke engang, hvad Mika og jeg har brugt de 8 måneder på, vi har haft sammen, men jeg har i hvert fald ikke haft problemer med at få tiden til at gå. Og denne gang har jeg ikke engang mødtes særlig ofte med en mødregruppe. Vi har kun gået til babysalmesang, hvor jeg med Dexter både gik til babysalmesang, svømning og motorik.

Barn nummer to ER virkelig noget andet.
Det er ikke fordi jeg ikke føler, at jeg har haft tid nok til Mika, fordi jeg har haft Dexter ved siden af. Tværtimod har jeg nok bare værdsat tiden mere, fordi hun er min sidste baby, og jeg har vidst, hvor betydningsfuld den tid er.

Nu har jeg en måned sammen med hende, inden hun starter i vuggestue. Jeg kan planlægge den tid nok så nøje, huske mig selv på at nyde hvert sekund og få nogle uforglemmelige stunder med min baby – men jeg ved også, at når jeg har blinket med øjnene et par gange, er det november, og så sidder jeg tilbage og tænker: “Hvad brugte jeg tiden på?”.

mikas

Lidt er der da sket fra januar til september…

Pumpkin Spice Latte

Jeg er, som rimelig mange andre i denne verden, stor fan af Starbucks’ efterårsspecialitet, Pumpkin Spice Latte. Min pengepung er ikke. Og nogle gange er det altså bare pengepungen, der får lov at bestemme. Derfor tog jeg sagen i egen hånd og besluttede at lave min egen sirup, så jeg kvit og frit kunne nyde glæden ved PSL hjemme i sofaen.

Prisforskellen er til at tage og føle på. For mindre end prisen på en enkelt kop hos Starbucks kunne jeg købe ind til at lave sirup nok til hele efteråret, ja måske endda også vinteren – for den skønne sirup kan såmænd holde sig hele 3 måneder på køl! Og ja – den får virkelig den rigtige smag af efterår. En bonus er, at man selv kan dosere mængden af sirup (eller sukker i siruppen), så den ikke bliver så kvalmende sød, som den af og til kan være på Starbucks.

Jeg har brugt en amerikansk opskrift, så målene står i cups, som jeg sådan nogenlunde har oversat til deciliter. I siruppen skal bruges græskarpure, og hvis du ikke er så heldig at kunne finde det på dåse, har jeg også tilføjet en opskrift herpå.

psl1

Pumpkin Spice Latte sirup

1,5 cups (3,75 dl) vand

3/4 cup (1,8 dl) brun farin

1 cup (2,5 dl) sukker

2 tsk stødt kanel

½ tsk stødt ingefær

½ tsk stødt nellike

½ tsk stødt muskatnød

1/4 cup (0,6 dl) græskarpure (hjemmelavet eller fra dåse)

1,5 tsk vanilleekstrakt

Kom vand og begge sukkerarter i en gryde, og lad simre ved medium varme, til sukkeret er opløst. Skru ned for varmen og pisk kanel, ingefær, nellike, muskatnød og græskarpure i. Lad simre i 8 minutter, og rør af og til. Lad IKKE blandingen koge.

Fjern gryden fra varmen og hæld den gennem en sigte foret med et meget tyndt klæde (jeg brugte en stofble).

Lad siruppen køle ned til stuetemperatur, før du kommer vanilleekstrakten i. Opbevar den i en lufttæt beholder, fx et marmeladeglas. Holdbarheden er 1 måned ved stuetemperatur eller 3 måneder i køleskabet.

Når jeg laver en Pumpkin Spice Latte med min sirup, laver jeg bare en almindelig latte på min Nespresso og tilsætter sirup efter behov samt selvfølgelig flødeskum og krydderi på toppen.

Græskarpure

1 hokkaidogræskar

Lidt vand

Skær græskarret over, fjern indmaden og skær i kvarte. Læg græskardelene med skærefladen nedad i en bradepande med et par deciliter vand. Bag i ovnen ved 175 grader i en times tid, eller til kødet er mørt, når du stikker i det med en gaffel.

Lad græskarret nedkøle, til det er håndterbart, og skrab derefter kødet ud. Blend (eventuelt med lidt vand), til det bliver en lind pure.

Da du kun skal bruge meget lidt af pureen til ovenstående sirup, anbefaler jeg at fryse resten ned.

Min lille djævel

Mit mindste afkom er noget af en opgave for tiden. Og det er den pæne måde at sige det på! Staklen er snottet, plaget af varmen fordi hun er så forbandet tyk, og har ca 500 tænder på vej samtidig.

Hun er SUR. Hun har fået en ny lyd, den lyder omtrent sådan her: “Wraaah!” Den siges med et trist udtryk i ansigtet, men det er ikke en ked af det lyd. Den er intens og kort, og betyder “det her er jeg fandme træt af”. Og der er mange ting, hun er træt af for tiden. Fx at ligge på ryggen, at ligge på maven, at sidde, at blive båret, at spise, at få et forkert stykke legetøj.

Og ikke mindst er hun træt af at sove – om dagen. Jeg kæmper en kamp som en gæv ridder, hver gang onde mor her synes, at Skinken skal sove lur. Og det er ligegyldigt om det er efter halvanden times vågenhed ved de indledende træthedstegn, eller når jeg trækker den og hun får lov at være vågen i 3 timer og er dødtræt. Lægges hun i vognen, er der fest. Myggenettet bydes op til dans. Nussekluden får en munter sang. Og dynen ryger i noget der mest af alt minder om et godt værtshusslagsmål. Jeg kan ikke engang tillade mig at skrive herinde, hvilke eder jeg har slynget gennem luften. I dag varede kampen 40 stive minutter med trillen af barnevogn (av min arm), førend jeg vandt. 

Og når hun så endelig ligger derude og sover, let hostende, tænker jeg: “Årh hvordan kan jeg blive så sur på den lille pussenussegris? Stakkels lille forkølede mulle. Sikke højt jeg elsker hende. Åååh nu hoster hun, jeg har lydt til at svøbe hende i mine arme og min kærlighed”.

Sådan er morskabet så forunderligt. 

En dårlig dag!

Alt er aldrig udelukkende fryd og gammen, og det synes jeg heller ikke, at det skal være på bloggen.

I dag har jeg en dårlig dag! I hvert fald ind til videre, det plejer heldigvis at kunne vende ret hurtigt. Og det krydser jeg naturligvis fingre for.

Jeg har ligget i sengen fra torsdag aften til mandag morgen. Ramt af mandeinfluenza. Det er fandme ikke sjovt, når man har børn. Ikke kun fordi man skal tage sig af dem – jeg har heldigvis “giftet” mig rigtig godt, og skulle faktisk ikke tage mig af meget andet end at amme Mika eller se efter ungerne, når Daniel skulle handle. Men man kommer til at savne dem så frygteligt, når man ligger der og sygner hen. Hvor man før har trængt til en uges ferie fra dem, tænker man pludselig på alle de skønne ting, man kunne foretage sig med sine elskede poder. Og man bliver pludselig overbevist om, at det tangerer til omsorgssvigt at være sengeliggende.

Nå men vi overlevede, som det fremgår, selv om Dexter faktisk også blev ramt og var syg hen over weekenden. Så begyndte Mika at snotte. Og hvad betyder det for mig? Farveller kære nattesøvn! Så natten til mandag lå Mika i min seng, klistret til mig, og jeg fik et minimum af søvn. Jeg var knap nok selv frisk, slet ikke efter sådan en nat, og mine planer om en tur ind til Aalborg samt et meget professionelt kagemøde om aftenen måtte aflyses.

Det viste sig at det var en god beslutning, for i går aftes var Mika stadig ikke overbevist om søvnens gave. Og gæt hvordan min nat er blevet brugt? Mhm, relativt søvnløs og i en akavet ammestilling. Og det var naturligvis tvingende nødvendigt for damen at slå øjnene op klokken lidt i 5 (sig uh-uh).

Så jeg har en relativt skod-agtig indstilling til livet i dag! For pokker, hvor kan søvnmangel bare gøre meget for humøret. Pludselig er alt bare nederen og gråt (selv om solen faktisk skinner). Mit hjem er træls, der er vasketøj over alt, jeg er uduelig til at holde orden. Jeg er en taber, der ikke har noget job at vende tilbage til efter barslen. Jeg er en dårlig mor, fordi jeg ikke har Dexter hjemme fra børnehave noget oftere. Jeg er tyk og klam, og kan ikke tage mig sammen til at motionere og lukke munden. Og så er jeg ond, fordi jeg bliver sur på min baby, når hun efter 3 putteforsøg stadig bare ligger og er ked af det, snotten bobler og hun lyder som en hel kaffebar, når hun trækker vejret.

Livet er ikke altid let – sådan er det vist for alle! Og mon ikke det hele ser lysere ud, når jeg engang får en kop kaffe?

Om kønsspecifikt børnetøj

Nu må jeg simpelthen ud med det. For jeg er ikke typen, der gider opildne til debat i virksomheders Facebook- eller Instagramopslag. Men nu har jeg simpelthen holdt det inde for længe, og nu er det ikke sundt længere…

Det sker så tit. En virksomhed lægger et billede op af et stykke tøj, og folk skriver “Dem kunne min lille Clarissa godt bruge” eller “Wow de er fede” eller “Se her Gabriella Mortensen, til lille W”. Og så er der en eller anden der skriver “Kan de gå til min pige?”

Må jeg anbefale, at du måler din pige og tjekker størrelsen på tøjet? I tilfælde af, at der forekommer et match, er jeg ret sikker på, at svaret er ja. Kan du lide tøjet, og er det fysisk muligt at få hende i det, så JA. Jeg forstår ikke, hvad de forventer af svar. Er det fordi virksomheden skal tjekke, om der er et lille mærke i tøjet, der siger: “Kun til drenge. Selvdestruerer ved berøring med hunkøn”? Hvorfor har nogen forældre så lav påklædnings-selvtillid eller så stor frygt for omgivelsernes fordømmende blikke, at de har behov for at spørge om råd på det punkt?

Nu ved jeg godt, at jeg tager “den nemme” del af problematikken – om tøjet kan bruges til en pige. Jeg er klar over, at det er noget andet, hvis der blev lagt en kjole op, og det handlede om, hvorvidt den kunne gå til en dreng. Men det er sjovt nok aldrig i den retning, spørgsmålene kommer. Det er faktisk hyppigere set ved det mere kønsneutrale tøj. Det der fik mig til at forfatte dette indlæg var faktisk endda en kommentar til et par sko, som jeg personligt syntes trak mere i retning af det “pigede” (hvis vi skal ud i den slags begreber), hvor der blev spurgt til, om de kunne bruges til en pige.

Du er barnets mor/far, så det bestemmer du! End of f*cking story.

Tak fordi I læste med. Nu kan jeg læse 70 mere af den slags kommentarer uden at koge over.

Mikas BLW-start

Faktisk er jeg ved at være lidt træt af begrebet “BLW”, og at sige, at “vi kører BLW”. Jeg synes ikke, at jeg “kører” noget som helst, jeg giver hende jo bare almindelig mad? Nå, sidespring.

Mika har jo rundet de 6 måneder, og er derfor begyndt at få lidt indenbords. Faktisk startede hun med at sutte på et stykke melon en uges tid før. Men da hun blev et halvt år, fik hun lov at sidde med til bords for første gang, og smagte en pastaskrue.

Jeg var meget imponeret over, at hun overhovedet ikke var i tvivl om, hvad man skulle med den. Jeg havde lidt forventet, at hun skulle sidde og gratte med maden de første mange gange, men fra dag 1 har hun taget det op og proppet det i munden. Jeg tænker det er rigtig godt givet ud, at vi ventede så længe med at introducere hende. At det så endte med, at hun kastede op i min hånd, fordi et stykke pastaskrue sneg sig for langt ind på tungen, er en anden sag…

Jeg prøver virkelig at undlade at lave mad decideret til hende, fordi det jo er meningen, at hun skal have det samme som os. Jeg koger ikke pasta eller broccoli, så hun kan sidde med det, mens vi andre får noget andet. I stedet forsøger jeg at tænke nogle babyvenlige ting ind i vores retter, så der altid er noget af det, hun kan sidde med. Og så øver vi os i at undlade at komme salt i maden, og vente med at salte den til vi sidder ved bordet.

Ind til videre har hun smagt pasta, kylling, rodfrugter, butterdejspakke, fiskefrikadelle, laks, kartoffel, vandmelon, banan, avocado, bondebrød med leverpostej og pølse.

Ved bananen overraskede hun mig igen, for den skulle bestemt ikke bare smages på, den skulle “tygges” og ned i maven. Det havde jeg heller ikke forventet, at hun så hurtigt ville finde ud af. Det kan være, at hun bliver en lille ædedolk, ligesom hendes storebror var det. I søndags fik hun et stykke vandmelon ude hos mine forældre, og jeg kan rapportere, at store dele af dette nåede hele vejen gennem hendes system. Og at man faktisk bliver lidt forskrækket, når der pludselig er noget rødt i bleen.

Den eneste ulempe er, at hun stadig ikke sidder ret stabilt, så oftest sidder hun ved mig, når hun spiser. Og det er virkelig besværligt. Jeg kan ikke se, hvad hun laver, og det er meget svært for mig at spise imens. Et par gange har hun dog fået lov at sidde i højstol, og det varer nok heller ikke længe, før det bliver den permanente løsning. Det er absolut hyggeligst, for så kan man rigtig sidde og se hende undersøge, lege med og nyde maden.

Mika besøger vuggestuen

I dag stod jeg for at aflevere Dexter i børnehave, og det var egentlig en meget hyggelig tur trods blæst og en smule regn. Mig med Mika i barnevognen, og ham på løbecyklen ved siden af.

blog0808

Mika havde så ikke lige planer om at falde i søvn, inden vi nåede frem (det var ellers MINE planer, men sådan er der jo så meget), så hun måtte komme på arm og med ind og aflevere. Vi fik hans overtøj på plads i garderoben, og sat ham i gang med at lave tegninger nede på hans stue. Og da Mika stadig var from som et lam, trods sin tiltagende træthed, gik jeg ned i den anden ende af huset og stak hovedet ind i vuggestuen for at sige hej.

Vi er jo så heldige, at hun har fået plads i samme vuggestue som sin storebror. Det holdt ellers hårdt, flere opkald til pladsanvisningen, som altså “ikke vidste noget endnu” og “der var jo lang tid til november”. Det var jeg ikke helt enig i, men fred være med det, jeg kunne jo ikke tvinge dem til at få fingeren ud. Så jeg ventede. Og ventede. De kunne måske give svar inden sommerferien.

Da sommerferien nærmede sig, og jeg stadig intet havde hørt og begyndte at blive lidt desperat – jeg skulle jo have fundet et alternativ, hvis ikke hun fik en plads – skrev jeg en mail gennem deres system på borger.dk. Få timer efter lå der to mails til mig: en fra en sød dame, der skrev “jo vi har da en plads fra 1/11” og en med den officielle blanket med pladstilbud. Jeg siger jer, der var lettelse i det lille hjem!

Og i dag kiggede vi så lige ind og sagde hej, selv om de jo har mødt hende et par gange nu. Der var dejlig roligt, ungerne var ved at falde til efter ferien, så der var god tid til at snakke med en af de søde pædagoger og smage på noget af legetøjet. Samtidig fik jeg også afklaret lidt praktisk med hensyn til overtøj – i og med Dexter startede i vuggestue i foråret, havde jeg intet begreb om, hvad i alverden en nystartet vuggestuebaby skal have af overtøj til vinteren. Det har jeg så nu, og har brugt dagen på at pløje Reshopper og dba igennem!