Nyt år, nye muligheder

Lyder det ikke godt?

Jeg har i hvert fald i høj grad valgt at udfordre mig selv her i 2017. Jeg har valgt at gå ad en vej, jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle betræde.

Jeg starter sgu lige året med en praktik i en børnehave.

Jeg aner ikke, hvad jeg har rodet mig ud i. I og med min barsel er slut, og jeg er tilbage i Systemet™, er en form for aktivering blevet mig pålagt. Og på et eller andet tidspunkt i min snak med min virksomhedskonsulent om mine fremtidsplaner er ordet “pædagog” åbenbart undsluppet min mund. Så da det blev tid til at vælge en aktivering, spurgte hun, om det ville være relevant med en børnehave. Efter lidt tøven sagde jeg ja.

Jeg har aldrig tænkt i den retning rent karrieremæssigt, men nu hvor jeg selv har fået børn i institution, og har min daglige gang dernede, har det så småt vækket min nysgerrighed. Og nu skal det altså prøves.

Jeg er virkelig spændt. Og jeg er virkelig bange for, at det viser sig at være min rette hylde, for jeg har ikke lige råd til en pædagoguddannelse.

Om at værdsætte det, man har

Man skal være glad for det, man har.

Jeg har ikke et job.
Det kan nogle gange føles som en altoverskyggende ond sandhed, en konstant usikkerhed, en stressfaktor uden lige. Det gør, at jeg aldrig er helt glad. Det lurer altid i baggrunden, jeg kan altid mærke, at der er noget galt, selv om jeg af og til glemmer det.

Til gengæld har jeg nogle dejlige børn. To børn, som ikke ville have været her, hvis jeg havde fået et job efter endt uddannelse. Det kan godt være, at jeg havde fået børn. Men det havde ikke været Dexter, den dejlige krudtugle, som netop kom til verden, fordi der alligevel ikke var et job til mig, og så kunne man jo lige så godt bruge tiden på noget fornuftigt. Og det havde ikke været Mika, søde lille tykke Mika, som vi besluttede at invitere ind i familien trods min jobsituation, og selv om mange sikkert har tænkt, at det var dumt. Det kan jeg afsløre, at det ikke var. Jeg er lykkelig for, at vi valgte at tage chancen og få børnene, selv om der stadig var en usikkerhedsfaktor i vores liv. Man fortryder aldrig de børn, man får.

Det er ikke til at sige, om jeg havde haft et job på nuværende tidspunkt, hvis ikke jeg havde fået børn. Jeg har jo stadig søgt job undervejs, men hvem ved, om det perfekte job er blevet slået op, mens jeg har været lukket inde i barselsboblen? Nu har jeg to børn, og har haft tid til at nyde deres opvækst, til at give Dexter fridage fra vuggestue og børnehave, når jeg (eller han) har haft lyst. At hente ham tidligt. At give Mika en langsom og tryg indkøring i vuggestuen. Det er noget, jeg vil værdsætte resten af mine dage. Så pyt med, at vi har måtte tænke lidt ekstra over økonomien. Hvis jeg havde haft et job, ville jeg aldrig have lært at bruge en eftermiddag på at finde et bestemt par sko på tilbud, så vi kunne spare de hundrede kroner!

(Men nu vil jeg altså gerne snart have det sk*** job! Tak!)

Farvel, aller sidste barsel…

I fredags var det min sidste barselsdag. Nogensinde.

Pt gør det ikke den store forskel, jeg har ikke just et arbejde at falde tilbage på. Men det har stadig den betydning, at både jobsøgning og overvågning intensiveres.

Jeg brugte faktisk dagen sammen med Mika. Hun går i vuggestue nu, og har haft mange lange dage på det sidste, eftersom hendes indkøring trak lidt ud på grund af sygdom, og hastede lidt her til sidst. Men det betyder også, at jeg faktisk har savnet hende. De timer, jeg har haft sammen med hende, har været de trætte, sure timer sidst på eftermiddagen. Og det har ikke altid været en fornøjelse. Så jeg havde lyst til at tilbringe lidt kvalitetstid sammen med hende, få lidt af hendes glade timer. Og det var bestemt en fornøjelse at have lidt mor-datter-tid! Vi lavede ikke noget særligt, faktisk brugte vi det meste af dagen på en tur i Rema og tilbage igen.

Det var rigtig hyggeligt, og det blev nydt, for det nye år byder på nye udfordringer. Enden på min barsel betyder, at jeg bliver tvunget ud i noget aktivering, og her har jeg valgt en tilgang, der ligger langt fra mit fag. Det skal nok blive spændende!

DIY hånd- og fodengle

Jeg fandt idéen til disse fine engle på Pinterest sidste år, og lavede dem faktisk allerede dengang til min søsters pakkekalender, bare selvsagt kun med Dexters mål.

I år røg de så i min mors pakkekalender, og jeg fik heldigvis også kreeret et par til vores egen stue, fordi jeg blev så misundelig. Denne gang blev det til både en længere, slank engel, og en lille, fed een.

Alt efter hvor samarbejdsvillige dine børn er, er de  virkelig nemme at fremstille. Dexter syntes det var sjovt, og kunne sagtens holde hånd og fod stille, mens jeg tegnede. Mika var lidt mere besværlig, men jeg kan anbefale at tegne en babys fod, mens denne er placeret i højstolen med foden på pladen. Og så lav for Guds skyld skabeloner, så du ikke skal gennem den mølle mere end en enkelt gang.

For hver engel lavede jeg 2 stk af foden, så den fik både en for- og en bagside. og så tilføjede jeg en lille glorie af guld, som snoren kan sættes i.

Når jobcenteret overrasker!

Lige om lidt (den 16. december) har jeg igen æren af at bære titlen som “ledig”. Det er dog første gang, jeg sådan rigtig skal være det som kontanthjælpsmodtager frem for dagpengemodtager. Det betyder, at dem, der kigger mig over skulderen, ikke længere er a-kassen, men jobcenteret.

Dette har jeg virkelig frygtet, fordi jeg har hørt så mange historier. Men jeg må indrømme, at det ser ud til at blive et langt mere frugtbart samarbejde, end jeg havde troet.

Lad mig sige det på denne måde: Mine to års “samarbejde” med a-kassen har givet mig lige præcis NUL og NIKS. Jeg har været til adskillige møder, kurser og hos andre aktører, der har tjekket ansøgninger og CV og sagt, at alt var fint, at jeg nok skulle finde et job, og at der ikke var andet for end at vente. Ikke én gang har de gjort noget aktivt for at hjælpe mig i job. Vi taler den instans, jeg betaler 1.300 kroner i kvartalet for deres hjælp (ja, jeg er klar over, at de giver mig dagpenge, men jeg ville faktisk hellere i job).

Jeg er rent officielt stadig på barsel, og min “dame” på jobcenteret har allerede sendt mit CV videre til tre konkrete stillinger. Der var en uge, hvor vi havde telefonisk kontakt hver dag. Jeg ved godt, at det er hendes job, men jeg er fandme så taknemmelig. Jeg føler virkelig, at hun vil hjælpe mig! Det har jeg ikke følt i alle de år, hvor jeg har gået ledig, og har måtte lægge øre til nok så mange “du skal nok finde et job”‘er. Jeg er sikker på, at det her nok skal munde ud i noget brugbart.

Samtidig tror jeg også, at hun er positivt overrasket over mig. Jeg tror ikke nødvendigvis, at hun er vant til at have med så motiverede jobsøgende at gøre, og når jeg tilbyder fx at redigere mit CV og sende samme eftermiddag, kan jeg nærmest høre hende falde ned af stolen.

Nu vil jeg forberede mig til vores møde på torsdag, hvor vi skal revurdere den strategi, vi har lagt for min jobsøgning. Jeg skal blandt andet forsøge at få overblik over mine kompetencer, hvilket er lettere sagt end gjort.

En ny tradition er født

Forrige weekend tog vi alle fire ud til mine forældre, hvor min søster og min kære nevø også kom. Det var første advent, og jeg havde besluttet, at det var anledning til at ses – det var der heldigvis bred enighed om.

Det udviklede sig til, at mine forældres spisebord blev fyldt med ler, gran, tørrede ting og glimmer, og vi tre tøser sad og lavede juledekorationer. Selv Dexter var faktisk med, og “lavede sin egen dekoration” (læs: han satte nogle grangrene i leret, jeg tog dem op og satte dem ordentligt. Og så æltede han noget dekorationsmateriale ind i en lerklump). Derudover spiste vi tilsammen omkring 60 æbleskiver – Mika spiste 5 af dem. Daniel spiste 15, hvilket jeg synes er over grænsen for, hvad der er klamt. Men det var der delte meninger om.

Det var skide hyggeligt, og jeg håber, at det kan blive ved år efter år. Det er længe siden, at jeg sidst har lavet sådan en rigtig juledekoration med ler og det hele. Vi gjorde det altid, da jeg var barn, men af ukendte årsager stoppede det.

Hvor svært kan det være?

Jeg vil så gerne af med mit babytøj! Mika er i størrelse 80 nu, grænsende til 86, og jeg har størrelse 62-74 stående på hendes værelse. Det skal ikke pakkes væk, for vi skal ikke have flere børn. Men det FYLDER som bare pokker, og umuliggør at få ryddet op på hendes værelse.

Problemet er bare, at det er så svært at komme af med. I hvert fald hvis man ikke bare donerer det til trængende. Det ville jeg gerne, men en økonomi på kontanthjælp er selvsagt ikke just prangende, og derfor vil jeg gerne have lidt for tøjet. Bare lidt. Til at købe nyt tøj for.

Jeg har prøvet at tage billeder af nogle enkelte (pænere) tøjdele og sætte på Reshopper til 10-15 kroner stykket. Det bider folk ikke på. Nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at sortere det hele og få taget billeder af alt i størrelse 74 – der er mere end 75 stykker tøj – og jeg har sat det til salg som en “pigepakke”. Til 200 kroner. 200 kroner er f***** billigt for en IKEA-pose fyldt med tøj i god stand! Jeg mener, du kan jo knap nok få en enkelt babybluse i H&M til 200 kroner. Og alligevel er den første kommentar til mit salgsopslag: “Hvad siger du til 100 kroner?”

Ved du hvad, så vil jeg faktisk hellere gemme tøjet til mine børnebørn! Der er så meget fint tøj, det gør i forvejen ondt i mit hjerte at skille mig af med det, så jeg synes ikke det er for meget forlangt at kræve en bette skilling for det – om ikke andet, så den kæmpe udfordring det var at få taget billeder af det hele!

2016-12-02-14-19-32