Debatten om børnepengene

Hvis du ikke har opdaget det (spørg mig ikke hvordan, men det kan jo være, at du har haft andet at se til her i ferietiden), har Johanne – nutidensmor.dk – sat en vældig debat i gang om folks måde at bruge børnepengene på. Debatten startede med et billede på hendes Instagram, hvor hun havde tilladt sig at købe en beklædningsgenstand til sig selv i forbindelse med, at børnepengene tikkede ind på kontoen. O ve o klage. Det er jo hendes datters penge! Eller er det? Det afstedkom denne artikel om emnet. Og nu har jeg også behov for at komme med et indspark. Bare fordi jeg kan.

Her er børnepengene ikke noget, der bliver sat ind på en separat konto og står og hygger sig, ind til Dexter og Mika bliver gamle nok til at administrere dem. Jeg har faktisk gjort mig tanken, men vores økonomi er ikke ligefrem til, at vi kan undvære så mange penge i budgettet. For ja, de indgår i vores budget. De ryger bare direkte ind på kontoen sammen med de andre indtægter, og så tager vi den derfra.

Der har været tidspunkter, hvor vi har gået og ventet på børnepengene, fordi vi har haft større udgifter i forbindelse med ungerne. Da Dexter skulle have ny seng, og da Mika skulle have sin højstol. Og så har der været tidspunkter, hvor børnepengene er faldet på et knastørt sted – faktisk da vi troede, at Mika skulle have en højstol, men vores kat endte med at blive syg og koste masser af dyrlægeknaster. Der måtte Mika vente til næste måned. Eller da vores skodbil drænede vores konto fuldstændig, og børnepengene måtte fylde det hul.

Men det vil jo aldrig være sådan, at børnene ikke får, hvad de behøver, bare fordi lige dén klat penge går til noget andet. Vi køber løbende tøj og deslige til dem, det er jo umuligt kun at købe en gang i kvartalet. Måske venter vinterstøvlerne eller sandalerne til den 20. Men ellers vil jeg mene, at deres behov bliver stillet hver måned (tænk eksempelvis på institution, Dexters vuggestue kostede jo nærmest et børnepengebeløb hver eneste måned!). Så kan det sagtens være, at vi en gang i kvartalet køber lidt ekstra lækker mad, tager én på opleveren eller bestiller nyt børnetøj. Og det kan sørme også godt være, at far får sig et nyt spil til sin PlayStation, eller at mor går til frisøren. Glade forældre, glade børn!

blogz

Havde ikke lige et passende billede, så her er et af min veltilfredse, sovende søn!

Hende uden hus…

Det er det, jeg hedder i min omgangskreds. Okay, måske ikke. Men når man sidder her i starten af 30’erne, er det virkelig de færreste omkring en, der ikke har hus, er ved at bygge hus, kigge på hus eller spare op til et hus. Vi er ingen af delene. Og jeg er efterhånden ved at nå til den konklusion, at jeg har det fint med det!

Jeg har aldrig boet i hus. Så er det sagt. Jeg stammer fra den benhårde ghetto (Aalborg Øst), og har boet det meste af mit liv i en dejlig stor lejlighed i et betonbyggeri. Det er jeg vant til, og det har jeg det fint med.

Nu bor jeg med min kæreste og vores 2 børn i endnu en lejlighed. Eller, et rækkehus er det nærmere. Og vi har det sørme dejligt. Før vi fik Dexter, boede Daniel og jeg i en lillebitte (max 60 kvm) taglejlighed, så det var jo noget af en luksus for os bare at flytte herud, hvor vi rent faktisk har egen hoveddør. Vi har også egen have, som vi kan sende Dexter ud i, når han har for meget energi.

Mere end jeg drømmer om eget hus, drømmer jeg egentlig bare om mere plads. Lige nu har vi omkring 90 kvadratmeter fordelt på stue, køkken og entré (på stueplan) og badeværelse samt 3 værelser (på førstesalen). Det er fint til vores familie, vi har jo rum nok, men hold op hvor måtte nogle af dem gerne være større. Eksempelvis kunne det være rart ikke at skulle udøve akrobatik for at få barnevognen kantet ind ad hoveddøren og videre gennem entréen. Eller at kunne have vasketøjskurven stående på badeværelset uden at skulle flytte den, når døren skulle åbnes. Eller bare at kunne være mere end en person om madlavningen. Men vi har valgt at prioritere anderledes, fx sparede vi 800 kroner månedligt ved at fravælge et ekstra rum. Og lur mig, om ikke man altid drømmer om mere plads alligevel…

Med tiden vil jeg da gerne være husejer – masser af plads, flere muligheder og en større have siger jeg ikke nej tak til. Men den tager vi lige, når jeg engang får et job (eller vinder i Lotto).

hus

Bare fordi vi har valgt at prioritere anderledes, skal Dexter ikke snydes for et hus!

Mikas navnefest

Så fik Mika sin fest i lørdags, og den forløb helt perfekt. Glade og mætte gæster, en glad og afholdt baby samt dejlige gaver.

Vi havde som nævnt inviteret til brunch, som bestod af en række klassikere: æg, bacon, pølser (stegt i barbecuemarinade), brød, ost, pålæg, yoghurt med toppings, pandekager med sirup, muffins, masser af frugt og diverse drikkevarer. Hvis jeg selv skal sige det, var det rimelig lækkert! Men brunch er også mit absolutte favoritmåltid. Vi lærte, at vi næste gang skal bruge knap så meget tid på at lave pandekager, og mere tid på at lave bacon og æg, som blev spist op. Men nu har vi masser af pandekager i fryseren!

Vi havde lavet det hele selv, og jeg synes faktisk, at det gik rimelig smertefrit. Jeg var i god tid med de fleste forberedelser, så det var primært stressende på selve dagen lige inden gæsterne kom – især med to små børn, man skal holde styr på samtidig. Men det gik, og jeg er svært glad for borddækningen, som indeholder lyserød uden at være alt for pussenusset.

Forberedelser og anekdoten om den Lille Pølle

 

Dagen startede som vanlig med, at jeg blev vækket af Dexter (ja, min 3-årige står tidligere op end min baby). Han står op, går ud og tisser på toilettet og kommer vadende med en ny ble i hånden, som han forlanger at få på. Så kom han op og puttede ved siden af mig og krævede, at vi skulle synge. Hans yndlingssang for tiden er Mariehønen Evigglad. Men i morges spurgte han mig: “Kender du Lille Pølle-sangen?”. Øh, nej, det måtte jeg erkende, at jeg ikke gjorde. “Jo du gør! Ved du hvad… du kan vippe havre… du kan spise hvad du vil, og så drikke mælk dertil!”. “Jeg tror du mener Lille Føl”. “Ja, Lille Pøl!” (drengen kan ikke udtale f). Så lå vi der og sang, ind til far og Mika vågnede.

Nu er jeg i gang med de førnævnte forberedelser. Mika skal have sit navn på lørdag. Eller, hun skal holde en fest. Navnet fik hun for længe siden på borger.dk. Vi bliver 30 mennesker til brunch i boligforeningens fælleshus, og det bliver knaldhyggeligt. Men det kræver alligevel sine forberedelser, og dem sidder jeg og nørkler med i disse dage. I går brugte jeg eksempelvis mere eller mindre hele dagen på at lave bordplan. Det er sådan en ting, man tror, at man kan smække sammen på få minutter, men så er det alligevel sværere end antaget. I dag har jeg lavet en hemmelig ting, der krævede, at jeg skulle hamre nogle bittesmå søm i en ramme. Det krævede en del tålmodighed, endda inden jeg havde fået kaffe. Nu skal jeg lave nogle små skilte til buffeten, og klokken 12 skal jeg hente nøglen til fælleshuset, så jeg kan inspicere indretningen og antallet af forskellig service.

bordkort

Et smugkig på bordkortene.

Mikas madeventyr

Mika er kun 4 1/2 måned (faktisk er hun snart 5 måneder, men denne post har ligget og ventet…), og hun har, hvordan kan jeg beskrive det, rigeligt at tære på. Så fast føde er bestemt ikke noget, vi begynder på nu. Men jeg gør mig overvejelser om, hvorledes jeg skal introducere det for hende.

Da jeg fik Dexter, var BLW (baby-led weaning) netop begyndt at komme frem herhjemme. Jeg syntes, at det lød spændende, og havde egentlig så småt planlagt, at han skulle introduceres på denne måde. Men mange faktorer (mestendels hans iver ved en grød-smagsprøve) gjorde, at jeg valgte at gå ad grødens traditionelle vej. Det fungerede upåklageligt, og jeg har i dag en altædende dreng, så ikke et ondt ord om grød.

Men med Mika tror og håber jeg, at hun får lov at tage teten. Hvis du ikke ved, hvad BLW går ud på, så betyder det, at babyen – og kun babyen – får lov at bestemme, hvad den vil spise, hvor meget og hvornår. Eller, den skal kunne sidde selv og være fyldt et halvt år. Men den skal selv have lov at stoppe maden i hovedet, du skal altså ikke made eller på anden måde bestemme over hastigheden. Og samtidig skal der være fri mælkebar on the side.

Og mere vil jeg helst ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt, for det er længe siden, jeg satte mig ordentligt ind i fremgangsmåden. Jeg har derfor lige lånt bogen “Jeg kan godt selv” på biblioteket, som jeg inden for den næste 1½ måneds tid planlægger at pløje mig igennem. Og så må vi se, hvordan Mikas madeventyr starter! Der kan jo nå at ske meget den næste 1½ måned.

blwblog

Min amme-udsigt

Chokoladeboller ala Slotsbageren

Bedst som jeg sidder og brygger på den nye blog, og uden omtanke (for helt ærligt, hvem bruger min gamle skodblog til noget som helst?) har nedlagt min gamle blog, spørger en sød og desperat læser på bloggens Facebookside efter min (eller i virkeligheden Carinas) vidunderlige opskrift på chokoladeboller.
Og selvfølgelig skal den også herind, helst så hurtigt som muligt! For den kan man altså ikke leve uden. Så værsgo, bag løs.

bolls

Luftige chokoladeboller

12 stk, store

50 g gær
2 dl mælk
100 g smør
2 æg
50 g sukker
En smule salt (ca. ½ tsk)
Ca. 500 g mel (ind til dejen bliver til at arbejde med)
100 g hakket chokolade (eller mere, efter smag)
Evt. 1/2 tsk kardemomme
1 æg til pensling
Smuldr gæren i en skål.
Smelt smørret og kom mælken i, så væsken er lillefingervarm. Rør væsken godt ud i gæren.
Tilsæt herefter sukker, salt og æg, mens der røres godt rundt.
Rør lidt mel i ad gangen sammen med den hakkede chokolade, og tilsæt evt. kardemomme.
Ælt dejen, og lad den hæve et lunt sted i ca. 30 min. (evt. længere tid, da det afhænger af temperaturen på melet og gær-blandingen) til dejen har dobbelt størrelse, sådan at den giver efter, når man trykker den let i toppen.
Form dejen til boller, og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem efterhæve i ca. 40 min.
Pensl dem med æg, og bag dem i en 190 grader varm ovn i ca. 11-12 min.

Mika

Året 2016 bød, som de fleste nok ved, på en familieforøgelse i form af en lillesøster. Efter lange overvejelser og masser af tvivl fik hun navnet Mika.

Hun kom til verden 52 cm lang og 3730 gram tung.
Og hvordan det end er gået til, er hun  nu allerede 4½ måned gammel. Jeg kender ikke hendes præcise størrelse, men hun vejer i hvert fald hen imod de 9 kg og passer størrelse 74. Så hun er hvad man kalder en stor pige.

Hun er mild som dagen er lang, præcis lige som hendes storebror var. Nogle gange kan jeg ikke forstå, at vi har været så heldige at få en nem baby igen. Men du hører mig ikke klage!
Hun sover helt udmærket – der er selvfølgelig dage, hvor hun sover turbolure, og nætter, hvor hun insisterer på åben buffet, men i det store hele er hun en god sovebaby. Hun er nem at have med nogen steder, noget vi gør en del mere her med barn nummer to, for nu ved vi ligesom, hvad det handler om.

Hun har nået en alder, hvor hun begynder at se det sjove i legetøj, og kan ligge og hygge sig med det i noget tid. Derudover elsker hun sin storebror. Det er næsten helt latterligt, hvordan hun lyser op, når han kommer inden for hendes synsfelt. Og han behøver ikke gøre noget særligt, før hendes tykke ansigt flækker i det største smil. Hvor sjovt legetøj vi end finder, er han den bedste underholdning.

Vi har gået til babysalmesang sammen, som desværre er stoppet nu, men vi håber, at der er plads på holdet til efteråret. Det gik jeg også til med Dexter, og det er vanvittig hyggeligt. Vi har også været af sted til babysvømning to gange, men da vi kørte med en fra min gamle mødregruppe, som nu er blevet forhindret, kommer vi næppe af sted igen. Det kræver en times buskørsel i to forskellige busser hver vej – en tur, jeg gerne tog med Dexter, men med to børn har jeg vitterlig andet at bruge min energi på.
Men vi er også gode til at hygge os herhjemme, og min omgangskreds byder på et væld af nye babyer her i år, så legekammerater kommer hun i hvert fald ikke til at mangle.

mikse