Hvor svært kan det være?

Jeg vil så gerne af med mit babytøj! Mika er i størrelse 80 nu, grænsende til 86, og jeg har størrelse 62-74 stående på hendes værelse. Det skal ikke pakkes væk, for vi skal ikke have flere børn. Men det FYLDER som bare pokker, og umuliggør at få ryddet op på hendes værelse.

Problemet er bare, at det er så svært at komme af med. I hvert fald hvis man ikke bare donerer det til trængende. Det ville jeg gerne, men en økonomi på kontanthjælp er selvsagt ikke just prangende, og derfor vil jeg gerne have lidt for tøjet. Bare lidt. Til at købe nyt tøj for.

Jeg har prøvet at tage billeder af nogle enkelte (pænere) tøjdele og sætte på Reshopper til 10-15 kroner stykket. Det bider folk ikke på. Nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at sortere det hele og få taget billeder af alt i størrelse 74 – der er mere end 75 stykker tøj – og jeg har sat det til salg som en “pigepakke”. Til 200 kroner. 200 kroner er f***** billigt for en IKEA-pose fyldt med tøj i god stand! Jeg mener, du kan jo knap nok få en enkelt babybluse i H&M til 200 kroner. Og alligevel er den første kommentar til mit salgsopslag: “Hvad siger du til 100 kroner?”

Ved du hvad, så vil jeg faktisk hellere gemme tøjet til mine børnebørn! Der er så meget fint tøj, det gør i forvejen ondt i mit hjerte at skille mig af med det, så jeg synes ikke det er for meget forlangt at kræve en bette skilling for det – om ikke andet, så den kæmpe udfordring det var at få taget billeder af det hele!

2016-12-02-14-19-32

4 ud af 10

Det er min datters vuggestue-statistik. Hun startede i vuggestue den 1. november, og hun har været i vuggestue 4 ud af de 10 hverdage, der er gået. Ikke ligefrem imponerende. Og man kan ikke ligefrem sige, at hun er “kørt ind”. Så det er nok meget godt, at jeg ikke valgte at udsætte hendes opstart, som jeg ellers overvejede.

Der har simpelthen været så meget sygdom på det seneste – ja, ligesom der tilsyneladende er i resten af landet. Mika lagde ud med at kaste op efter at have været i vuggestue to dage. Så fulgte vi andre pænt efter. Hun blev rask igen til næste mandag, men eftersom Dexter var blevet syg, havde jeg ikke mulighed for at aflevere hende. Og heller ikke de næste dage, hvor jeg selv lå syg.

Nu er der startet en ny uge, og gæt om hun er blevet syg igen? Denne gang med snot, hoste og lidt feber. Og jeg er ved at blive sindssyg af det. Især fordi jeg endnu en gang har et møde på jobcenteret i morgen, hvor jeg helst vil undgå at have hende med.

Desuden trænger jeg til at være alene hjemme med kaffe, serier og syning…

Et skridt mod speltheden

Lidt i forlængelse af mit sidste indlæg om, at jeg nogle gange må springe over, hvor gærdet er lavest, når mit yngste afkom skal have mad.

Jeg nævnte jo, at jeg af og til stikker Skinken en pose-smoothie. Det er sket, at jeg har givet hende en af grødvarianterne på pose, fordi jeg har været på farten og simpelthen ikke har tænkt over, at vi ikke var hjemme til at spise. Men oftest fungerer de i mine øjne som en snack, da jeg foretrækker at give hende måltider i mere fast form (eller mere flydende, men så er det fra mit eget forparti). De fleste af sådanne smoothies indeholder udelukkende frugt, og at fylde sådan en pose i hende bryder jeg mig ikke helt om. Ingen tvivl om, at ungen elsker det, for det er pokkers sødt. Men det er meget frugt – og dermed meget frugtsukker – på een gang for sådan en lille krop. Man kan godt få nogle med grøntsager også, har jeg erfaret, men de står ikke just på hylden i Rema med smoothies til en 5’er. Derfor har jeg intentioner om at tage sagen i egen hånd, og har købt disse:

101016

Såkaldte “DoddleBags” til at fylde med hjemmelavet smoothie/mos/grød. Eller sovs, shampoo, maling, kort sagt alt flydende, man gerne vil have med i en lille smart beholder. Mit formål er umiddelbart bare babyføde.

Jeg havde hørt om dem, førend Mika kom til verden, og tænkt at det da var vældig smart. Dengang var der bare kun versionen med Sophie la Girafe, og de koster det hvide ud af øjnene. Jeg har købt mine hos BabyGear (fri fragt, yesss!), til en noget mere overkommelig pris.

Pakken indeholder 10 genopfyldelige poser, 10 låg og 10 matchende labels (så må man sgu lave sine egne, når de er brugt).

Jeg skal være ærlig at sige, at jeg endnu ikke ved, hvad jeg vil fylde dem med. Min umiddelbare plan er noget med grøntsager i stedet for udelukkende frugt. Eller måske en lind grød til et måltid på farten. Jeg skal bare liiige få nogle idéer til spændende smagssammensætninger – så vender Mika og jeg tilbage med en anmeldelse!

BLW – eller?

Jeg har haft lyst til at skrive et indlæg om, hvordan det går med Mika og maden.

Til at starte med var jeg jo helt oppe at køre over, at “vi skulle køre BLW”. Nyt og spændende var det, og så var det bare super hyggeligt at se hende sidde og gratte med maden selv.

Og så indtraf hverdagen som mor til to.

Jeg begyndte at lave havregrød til hende om morgenen, og startede egentlig med at lave en såkaldt “preloaded” ske – altså en ske med indhold, som hun selv skulle føre ind i munden. Men der blev den lille dame doven! Hun gjorde det selv et par gange, for derefter at opdage, at der kom mere grød meget hurtigere, hvis bare mor gad fylde det i munden på hende. Og det gad mor godt. Efter lidt overvejelser vel at mærke, for var det ikke netop dette, man ville undgå, hvis man “kørte BLW”? Ved nærmere eftertanke: Nej. Ved BLW vil man undgå at tvinge dem til at spise ved at føre noget ind i munden på dem, som de ikke selv er parat til. Og det var ingenlunde hvad der fandt sted her. Her nåede jeg knap nok at føre skeen hen til hendes mund, før hun havde hapset grøden af den. Så jeg skulle lige overtale mig selv, og nu er det primært mig, der fører skeen ved morgenbordet. Undtagen lige en enkelt gang, hvor jeg havde ekstra meget overskud, og hun fik lov at stikke hænderne i en meget tyk portion havregrød.

061016

Jeg har bare erfaret, at jeg er nødt til at gøre det, der fungerer. Og at jeg som mor til to små børn er nødt til at have fokus på dette, frem for en masse nok så fine principper og strikse retningslinjer. Jeg er glad for, at jeg påbegyndte BLW med Mika, og at jeg ventede, til hun var et halvt år gammel. For det meste får hun stadig lov at indtage maden selv, og det bliver ikke blendet eller hakket for hendes skyld. Men får hun grød, mader jeg hende. Og nogle gange får hun også mad, som vi andre ikke får. Eksempelvis babysnacks og smoothies på tube. Dadadadaaaaam.

Min store djævel

Nu har jeg jo skrevet et indlæg om min onde baby (som i øvrigt er blevet god til at sove igen, 7-9-13), men mit største barn kan altså også være noget af en mundfuld!

Faktisk har han altid været rigtig sød og mild, og “the terrible two’s” har vi ikke mærket alverden til (eller også har jeg fortrængt det?). Han har selvfølgelig noget af et temperament, men det er ikke noget, der har taget overhånd. Før nu, åbenbart.

Det startede med et par dage, hvor han decideret bare IKKE hørte efter. Jeg kunne bede ham om noget 5 gange, hvor han bare pænt ignorerede mig. Behøver jeg sige, at det var pænt provokerende? Og som forælder skal man jo bare forholde sig roooolig… Og når han skulle have skiftet tøj, børstet tænder, i seng eller andre nødvendigheder, foregik det med skrig og skrål.

Nu er vi så nået dertil, hvor den mindste ting kan fremprovokere en nedsmeltning uden lige. I går og i dag har morgenmaden voldt store problemer. Jeg er begyndt at lave havregrød til ham om morgenen, det kan han rigtig godt lide. Men der skal jo noget ovenpå, og det kan volde problemer. Så har vi ikke lige det, han kunne ønske sig. I går kom jeg til at sige, at han fik det sidste smør i pakken. Nej puha, det ville han ikke have. Og så var smørklatten “blevet mast”. Derfor ville han under ingen omstændigheder spise grøden. Før hans far fandt på, at den kunne komme i køleskabet og hvile lidt, og så var alt godt.

I dag ville jeg putte pæremos på, det ville han gerne have. Så ville han ikke have det alligevel. Jeg skulle skære pæren i stykker. Jeg skar den halve pære i både. “Neeej, ikke babystykker!”. Jeg delte den anden halve pære i to store stykker. “Neeej, ikke TO stykker!”. Nedsmeltning. Efter nogen forhandling kom vi frem til, at han måtte få smørklat og sukker på – og han fik selv lov at komme smør på, for at forebygge nedsmeltning ala i går. Jeg gav sukker på, men det var alt for lidt, så jeg måtte komme lidt mere på. Da vi kom ind til bordet, befalede jeg, at hans skål skulle stå tættere på ham, for ellers spildte han. Ja, I gættede rigtigt, nedsmeltning. Heldigvis ville han gerne spise det, efter at have været ovre i sofaen og skrige sin vrede ud.

Behøver jeg fortælle, at jeg med bæven afventede hans reaktion, da jeg forsigtigt rakte ham en nybagt bolle med smør for lidt siden? Den blev heldigvis accepteret.

Vi skal i sommerhus!

Eller efterårshus, er det vel nærmere, eftersom det bliver her i oktober. Og jeg glæder mig som et lille barn!

Vi har lejet et sommerhus gennem en eller anden udlejnings-hjemmeside. Det er ikke et hvilket som helst sted i Danmark, det er nemlig i Hou, selv samme sted som vi altid var i sommerhus, da jeg var barn. Jeg har ikke særlig mange erfaringer med sommerhus, så det blev automatisk i det område, jeg kiggede, da jeg skulle finde et til os. Og sørme om der ikke lå et ganske glimrende (på papiret, i det mindste) sommerhus til en fair pris og ventede på at huse vores familie.

Jeg er udmærket klar over, at det ikke bliver det samme, som da jeg var barn. Der var vi nemlig i sommerhus om sommeren. Men jeg er sikker på, at dette bliver fantastisk alligevel. Der er brændeovn, så kan man ikke rigtig ønske sig mere, vel? Jeg planlægger masser af tæppe-hygge, varm kakao, kage (fra færdigblanding) hver dag, stearinlys og Dexter i regntøj i haven.

Og imens kan jeg varme mig på minderne fra min egen barndom, hvor vi altid lejede det samme sommerhus. Jeg kan stadig huske duften af træ-terrassen, når den blev alt for varm til bare tæer. Og hvor mange ting der kunne forsvinde ned mellem brædderne, nogle gange permanent, andre gange havde man held med at fiske det ud med pinde. Jeg husker turene til stranden, åen hvori vi fangede krabber, plastikfodbolde, ture i skoven og ikke mindst pizzariaet med en pizzamand, som jeg forelskede mig hovedkuls i.
Jeg glæder mig til at skabe minder som disse for mine egne børn!

051016

Den famøse træ-terrasse, hvor jeg tilsyneladende er ved at lære min lillesøster at klappe

051016_1

Mig på den stikkende plastikmåtte foran sommerhuset

Når tiden forsvinder…

Jeg har lige meldt afbud til dagens babysalmesang, som ellers var sidste gang på dette hold. Vi har gået på to hold, Mika og jeg. Jeg gik også til det med Dexter. Det er så hyggeligt, men nu er det slut. Og det gør mig mere ked af det, end det måske burde.

Hvor blev tiden med min baby lige af? Kan det passe, at 8 måneder nu er gået? Og hvad er de gået med?
Jeg kan huske, da jeg var på barsel med Dexter, og simpelthen ikke kunne finde på noget at lave med ham. Jeg spurgte andre med babyer: “Hvad laver I med jeres børn i løbet af en dag?”, fordi jeg syntes der gik rigtig meget tid med, at han bare lå på gulvet og møffede rundt.
Jeg aner ikke engang, hvad Mika og jeg har brugt de 8 måneder på, vi har haft sammen, men jeg har i hvert fald ikke haft problemer med at få tiden til at gå. Og denne gang har jeg ikke engang mødtes særlig ofte med en mødregruppe. Vi har kun gået til babysalmesang, hvor jeg med Dexter både gik til babysalmesang, svømning og motorik.

Barn nummer to ER virkelig noget andet.
Det er ikke fordi jeg ikke føler, at jeg har haft tid nok til Mika, fordi jeg har haft Dexter ved siden af. Tværtimod har jeg nok bare værdsat tiden mere, fordi hun er min sidste baby, og jeg har vidst, hvor betydningsfuld den tid er.

Nu har jeg en måned sammen med hende, inden hun starter i vuggestue. Jeg kan planlægge den tid nok så nøje, huske mig selv på at nyde hvert sekund og få nogle uforglemmelige stunder med min baby – men jeg ved også, at når jeg har blinket med øjnene et par gange, er det november, og så sidder jeg tilbage og tænker: “Hvad brugte jeg tiden på?”.

mikas

Lidt er der da sket fra januar til september…