Mikas BLW-start

Faktisk er jeg ved at være lidt træt af begrebet “BLW”, og at sige, at “vi kører BLW”. Jeg synes ikke, at jeg “kører” noget som helst, jeg giver hende jo bare almindelig mad? Nå, sidespring.

Mika har jo rundet de 6 måneder, og er derfor begyndt at få lidt indenbords. Faktisk startede hun med at sutte på et stykke melon en uges tid før. Men da hun blev et halvt år, fik hun lov at sidde med til bords for første gang, og smagte en pastaskrue.

Jeg var meget imponeret over, at hun overhovedet ikke var i tvivl om, hvad man skulle med den. Jeg havde lidt forventet, at hun skulle sidde og gratte med maden de første mange gange, men fra dag 1 har hun taget det op og proppet det i munden. Jeg tænker det er rigtig godt givet ud, at vi ventede så længe med at introducere hende. At det så endte med, at hun kastede op i min hånd, fordi et stykke pastaskrue sneg sig for langt ind på tungen, er en anden sag…

Jeg prøver virkelig at undlade at lave mad decideret til hende, fordi det jo er meningen, at hun skal have det samme som os. Jeg koger ikke pasta eller broccoli, så hun kan sidde med det, mens vi andre får noget andet. I stedet forsøger jeg at tænke nogle babyvenlige ting ind i vores retter, så der altid er noget af det, hun kan sidde med. Og så øver vi os i at undlade at komme salt i maden, og vente med at salte den til vi sidder ved bordet.

Ind til videre har hun smagt pasta, kylling, rodfrugter, butterdejspakke, fiskefrikadelle, laks, kartoffel, vandmelon, banan, avocado, bondebrød med leverpostej og pølse.

Ved bananen overraskede hun mig igen, for den skulle bestemt ikke bare smages på, den skulle “tygges” og ned i maven. Det havde jeg heller ikke forventet, at hun så hurtigt ville finde ud af. Det kan være, at hun bliver en lille ædedolk, ligesom hendes storebror var det. I søndags fik hun et stykke vandmelon ude hos mine forældre, og jeg kan rapportere, at store dele af dette nåede hele vejen gennem hendes system. Og at man faktisk bliver lidt forskrækket, når der pludselig er noget rødt i bleen.

Den eneste ulempe er, at hun stadig ikke sidder ret stabilt, så oftest sidder hun ved mig, når hun spiser. Og det er virkelig besværligt. Jeg kan ikke se, hvad hun laver, og det er meget svært for mig at spise imens. Et par gange har hun dog fået lov at sidde i højstol, og det varer nok heller ikke længe, før det bliver den permanente løsning. Det er absolut hyggeligst, for så kan man rigtig sidde og se hende undersøge, lege med og nyde maden.

Reklamer

Tak fordi du har lyst til at kommentere :) Fortvivl ej, hvis din kommentar ikke bliver vist med det samme, den skal lige godkendes først.

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s