Min store djævel

Nu har jeg jo skrevet et indlæg om min onde baby (som i øvrigt er blevet god til at sove igen, 7-9-13), men mit største barn kan altså også være noget af en mundfuld!

Faktisk har han altid været rigtig sød og mild, og “the terrible two’s” har vi ikke mærket alverden til (eller også har jeg fortrængt det?). Han har selvfølgelig noget af et temperament, men det er ikke noget, der har taget overhånd. Før nu, åbenbart.

Det startede med et par dage, hvor han decideret bare IKKE hørte efter. Jeg kunne bede ham om noget 5 gange, hvor han bare pænt ignorerede mig. Behøver jeg sige, at det var pænt provokerende? Og som forælder skal man jo bare forholde sig roooolig… Og når han skulle have skiftet tøj, børstet tænder, i seng eller andre nødvendigheder, foregik det med skrig og skrål.

Nu er vi så nået dertil, hvor den mindste ting kan fremprovokere en nedsmeltning uden lige. I går og i dag har morgenmaden voldt store problemer. Jeg er begyndt at lave havregrød til ham om morgenen, det kan han rigtig godt lide. Men der skal jo noget ovenpå, og det kan volde problemer. Så har vi ikke lige det, han kunne ønske sig. I går kom jeg til at sige, at han fik det sidste smør i pakken. Nej puha, det ville han ikke have. Og så var smørklatten “blevet mast”. Derfor ville han under ingen omstændigheder spise grøden. Før hans far fandt på, at den kunne komme i køleskabet og hvile lidt, og så var alt godt.

I dag ville jeg putte pæremos på, det ville han gerne have. Så ville han ikke have det alligevel. Jeg skulle skære pæren i stykker. Jeg skar den halve pære i både. “Neeej, ikke babystykker!”. Jeg delte den anden halve pære i to store stykker. “Neeej, ikke TO stykker!”. Nedsmeltning. Efter nogen forhandling kom vi frem til, at han måtte få smørklat og sukker på – og han fik selv lov at komme smør på, for at forebygge nedsmeltning ala i går. Jeg gav sukker på, men det var alt for lidt, så jeg måtte komme lidt mere på. Da vi kom ind til bordet, befalede jeg, at hans skål skulle stå tættere på ham, for ellers spildte han. Ja, I gættede rigtigt, nedsmeltning. Heldigvis ville han gerne spise det, efter at have været ovre i sofaen og skrige sin vrede ud.

Behøver jeg fortælle, at jeg med bæven afventede hans reaktion, da jeg forsigtigt rakte ham en nybagt bolle med smør for lidt siden? Den blev heldigvis accepteret.

Advertisements

Tak fordi du har lyst til at kommentere :) Fortvivl ej, hvis din kommentar ikke bliver vist med det samme, den skal lige godkendes først.

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s