BLW – eller?

Jeg har haft lyst til at skrive et indlæg om, hvordan det går med Mika og maden.

Til at starte med var jeg jo helt oppe at køre over, at “vi skulle køre BLW”. Nyt og spændende var det, og så var det bare super hyggeligt at se hende sidde og gratte med maden selv.

Og så indtraf hverdagen som mor til to.

Jeg begyndte at lave havregrød til hende om morgenen, og startede egentlig med at lave en såkaldt “preloaded” ske – altså en ske med indhold, som hun selv skulle føre ind i munden. Men der blev den lille dame doven! Hun gjorde det selv et par gange, for derefter at opdage, at der kom mere grød meget hurtigere, hvis bare mor gad fylde det i munden på hende. Og det gad mor godt. Efter lidt overvejelser vel at mærke, for var det ikke netop dette, man ville undgå, hvis man “kørte BLW”? Ved nærmere eftertanke: Nej. Ved BLW vil man undgå at tvinge dem til at spise ved at føre noget ind i munden på dem, som de ikke selv er parat til. Og det var ingenlunde hvad der fandt sted her. Her nåede jeg knap nok at føre skeen hen til hendes mund, før hun havde hapset grøden af den. Så jeg skulle lige overtale mig selv, og nu er det primært mig, der fører skeen ved morgenbordet. Undtagen lige en enkelt gang, hvor jeg havde ekstra meget overskud, og hun fik lov at stikke hænderne i en meget tyk portion havregrød.

061016

Jeg har bare erfaret, at jeg er nødt til at gøre det, der fungerer. Og at jeg som mor til to små børn er nødt til at have fokus på dette, frem for en masse nok så fine principper og strikse retningslinjer. Jeg er glad for, at jeg påbegyndte BLW med Mika, og at jeg ventede, til hun var et halvt år gammel. For det meste får hun stadig lov at indtage maden selv, og det bliver ikke blendet eller hakket for hendes skyld. Men får hun grød, mader jeg hende. Og nogle gange får hun også mad, som vi andre ikke får. Eksempelvis babysnacks og smoothies på tube. Dadadadaaaaam.

Mikas BLW-start

Faktisk er jeg ved at være lidt træt af begrebet “BLW”, og at sige, at “vi kører BLW”. Jeg synes ikke, at jeg “kører” noget som helst, jeg giver hende jo bare almindelig mad? Nå, sidespring.

Mika har jo rundet de 6 måneder, og er derfor begyndt at få lidt indenbords. Faktisk startede hun med at sutte på et stykke melon en uges tid før. Men da hun blev et halvt år, fik hun lov at sidde med til bords for første gang, og smagte en pastaskrue.

Jeg var meget imponeret over, at hun overhovedet ikke var i tvivl om, hvad man skulle med den. Jeg havde lidt forventet, at hun skulle sidde og gratte med maden de første mange gange, men fra dag 1 har hun taget det op og proppet det i munden. Jeg tænker det er rigtig godt givet ud, at vi ventede så længe med at introducere hende. At det så endte med, at hun kastede op i min hånd, fordi et stykke pastaskrue sneg sig for langt ind på tungen, er en anden sag…

Jeg prøver virkelig at undlade at lave mad decideret til hende, fordi det jo er meningen, at hun skal have det samme som os. Jeg koger ikke pasta eller broccoli, så hun kan sidde med det, mens vi andre får noget andet. I stedet forsøger jeg at tænke nogle babyvenlige ting ind i vores retter, så der altid er noget af det, hun kan sidde med. Og så øver vi os i at undlade at komme salt i maden, og vente med at salte den til vi sidder ved bordet.

Ind til videre har hun smagt pasta, kylling, rodfrugter, butterdejspakke, fiskefrikadelle, laks, kartoffel, vandmelon, banan, avocado, bondebrød med leverpostej og pølse.

Ved bananen overraskede hun mig igen, for den skulle bestemt ikke bare smages på, den skulle “tygges” og ned i maven. Det havde jeg heller ikke forventet, at hun så hurtigt ville finde ud af. Det kan være, at hun bliver en lille ædedolk, ligesom hendes storebror var det. I søndags fik hun et stykke vandmelon ude hos mine forældre, og jeg kan rapportere, at store dele af dette nåede hele vejen gennem hendes system. Og at man faktisk bliver lidt forskrækket, når der pludselig er noget rødt i bleen.

Den eneste ulempe er, at hun stadig ikke sidder ret stabilt, så oftest sidder hun ved mig, når hun spiser. Og det er virkelig besværligt. Jeg kan ikke se, hvad hun laver, og det er meget svært for mig at spise imens. Et par gange har hun dog fået lov at sidde i højstol, og det varer nok heller ikke længe, før det bliver den permanente løsning. Det er absolut hyggeligst, for så kan man rigtig sidde og se hende undersøge, lege med og nyde maden.