Om at værdsætte det, man har

Man skal være glad for det, man har.

Jeg har ikke et job.
Det kan nogle gange føles som en altoverskyggende ond sandhed, en konstant usikkerhed, en stressfaktor uden lige. Det gør, at jeg aldrig er helt glad. Det lurer altid i baggrunden, jeg kan altid mærke, at der er noget galt, selv om jeg af og til glemmer det.

Til gengæld har jeg nogle dejlige børn. To børn, som ikke ville have været her, hvis jeg havde fået et job efter endt uddannelse. Det kan godt være, at jeg havde fået børn. Men det havde ikke været Dexter, den dejlige krudtugle, som netop kom til verden, fordi der alligevel ikke var et job til mig, og så kunne man jo lige så godt bruge tiden på noget fornuftigt. Og det havde ikke været Mika, søde lille tykke Mika, som vi besluttede at invitere ind i familien trods min jobsituation, og selv om mange sikkert har tænkt, at det var dumt. Det kan jeg afsløre, at det ikke var. Jeg er lykkelig for, at vi valgte at tage chancen og få børnene, selv om der stadig var en usikkerhedsfaktor i vores liv. Man fortryder aldrig de børn, man får.

Det er ikke til at sige, om jeg havde haft et job på nuværende tidspunkt, hvis ikke jeg havde fået børn. Jeg har jo stadig søgt job undervejs, men hvem ved, om det perfekte job er blevet slået op, mens jeg har været lukket inde i barselsboblen? Nu har jeg to børn, og har haft tid til at nyde deres opvækst, til at give Dexter fridage fra vuggestue og børnehave, når jeg (eller han) har haft lyst. At hente ham tidligt. At give Mika en langsom og tryg indkøring i vuggestuen. Det er noget, jeg vil værdsætte resten af mine dage. Så pyt med, at vi har måtte tænke lidt ekstra over økonomien. Hvis jeg havde haft et job, ville jeg aldrig have lært at bruge en eftermiddag på at finde et bestemt par sko på tilbud, så vi kunne spare de hundrede kroner!

(Men nu vil jeg altså gerne snart have det sk*** job! Tak!)

DIY hånd- og fodengle

Jeg fandt idéen til disse fine engle på Pinterest sidste år, og lavede dem faktisk allerede dengang til min søsters pakkekalender, bare selvsagt kun med Dexters mål.

I år røg de så i min mors pakkekalender, og jeg fik heldigvis også kreeret et par til vores egen stue, fordi jeg blev så misundelig. Denne gang blev det til både en længere, slank engel, og en lille, fed een.

Alt efter hvor samarbejdsvillige dine børn er, er de  virkelig nemme at fremstille. Dexter syntes det var sjovt, og kunne sagtens holde hånd og fod stille, mens jeg tegnede. Mika var lidt mere besværlig, men jeg kan anbefale at tegne en babys fod, mens denne er placeret i højstolen med foden på pladen. Og så lav for Guds skyld skabeloner, så du ikke skal gennem den mølle mere end en enkelt gang.

For hver engel lavede jeg 2 stk af foden, så den fik både en for- og en bagside. og så tilføjede jeg en lille glorie af guld, som snoren kan sættes i.

Hvor svært kan det være?

Jeg vil så gerne af med mit babytøj! Mika er i størrelse 80 nu, grænsende til 86, og jeg har størrelse 62-74 stående på hendes værelse. Det skal ikke pakkes væk, for vi skal ikke have flere børn. Men det FYLDER som bare pokker, og umuliggør at få ryddet op på hendes værelse.

Problemet er bare, at det er så svært at komme af med. I hvert fald hvis man ikke bare donerer det til trængende. Det ville jeg gerne, men en økonomi på kontanthjælp er selvsagt ikke just prangende, og derfor vil jeg gerne have lidt for tøjet. Bare lidt. Til at købe nyt tøj for.

Jeg har prøvet at tage billeder af nogle enkelte (pænere) tøjdele og sætte på Reshopper til 10-15 kroner stykket. Det bider folk ikke på. Nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at sortere det hele og få taget billeder af alt i størrelse 74 – der er mere end 75 stykker tøj – og jeg har sat det til salg som en “pigepakke”. Til 200 kroner. 200 kroner er f***** billigt for en IKEA-pose fyldt med tøj i god stand! Jeg mener, du kan jo knap nok få en enkelt babybluse i H&M til 200 kroner. Og alligevel er den første kommentar til mit salgsopslag: “Hvad siger du til 100 kroner?”

Ved du hvad, så vil jeg faktisk hellere gemme tøjet til mine børnebørn! Der er så meget fint tøj, det gør i forvejen ondt i mit hjerte at skille mig af med det, så jeg synes ikke det er for meget forlangt at kræve en bette skilling for det – om ikke andet, så den kæmpe udfordring det var at få taget billeder af det hele!

2016-12-02-14-19-32

4 ud af 10

Det er min datters vuggestue-statistik. Hun startede i vuggestue den 1. november, og hun har været i vuggestue 4 ud af de 10 hverdage, der er gået. Ikke ligefrem imponerende. Og man kan ikke ligefrem sige, at hun er “kørt ind”. Så det er nok meget godt, at jeg ikke valgte at udsætte hendes opstart, som jeg ellers overvejede.

Der har simpelthen været så meget sygdom på det seneste – ja, ligesom der tilsyneladende er i resten af landet. Mika lagde ud med at kaste op efter at have været i vuggestue to dage. Så fulgte vi andre pænt efter. Hun blev rask igen til næste mandag, men eftersom Dexter var blevet syg, havde jeg ikke mulighed for at aflevere hende. Og heller ikke de næste dage, hvor jeg selv lå syg.

Nu er der startet en ny uge, og gæt om hun er blevet syg igen? Denne gang med snot, hoste og lidt feber. Og jeg er ved at blive sindssyg af det. Især fordi jeg endnu en gang har et møde på jobcenteret i morgen, hvor jeg helst vil undgå at have hende med.

Desuden trænger jeg til at være alene hjemme med kaffe, serier og syning…

Vi skal i sommerhus!

Eller efterårshus, er det vel nærmere, eftersom det bliver her i oktober. Og jeg glæder mig som et lille barn!

Vi har lejet et sommerhus gennem en eller anden udlejnings-hjemmeside. Det er ikke et hvilket som helst sted i Danmark, det er nemlig i Hou, selv samme sted som vi altid var i sommerhus, da jeg var barn. Jeg har ikke særlig mange erfaringer med sommerhus, så det blev automatisk i det område, jeg kiggede, da jeg skulle finde et til os. Og sørme om der ikke lå et ganske glimrende (på papiret, i det mindste) sommerhus til en fair pris og ventede på at huse vores familie.

Jeg er udmærket klar over, at det ikke bliver det samme, som da jeg var barn. Der var vi nemlig i sommerhus om sommeren. Men jeg er sikker på, at dette bliver fantastisk alligevel. Der er brændeovn, så kan man ikke rigtig ønske sig mere, vel? Jeg planlægger masser af tæppe-hygge, varm kakao, kage (fra færdigblanding) hver dag, stearinlys og Dexter i regntøj i haven.

Og imens kan jeg varme mig på minderne fra min egen barndom, hvor vi altid lejede det samme sommerhus. Jeg kan stadig huske duften af træ-terrassen, når den blev alt for varm til bare tæer. Og hvor mange ting der kunne forsvinde ned mellem brædderne, nogle gange permanent, andre gange havde man held med at fiske det ud med pinde. Jeg husker turene til stranden, åen hvori vi fangede krabber, plastikfodbolde, ture i skoven og ikke mindst pizzariaet med en pizzamand, som jeg forelskede mig hovedkuls i.
Jeg glæder mig til at skabe minder som disse for mine egne børn!

051016

Den famøse træ-terrasse, hvor jeg tilsyneladende er ved at lære min lillesøster at klappe

051016_1

Mig på den stikkende plastikmåtte foran sommerhuset

Når tiden forsvinder…

Jeg har lige meldt afbud til dagens babysalmesang, som ellers var sidste gang på dette hold. Vi har gået på to hold, Mika og jeg. Jeg gik også til det med Dexter. Det er så hyggeligt, men nu er det slut. Og det gør mig mere ked af det, end det måske burde.

Hvor blev tiden med min baby lige af? Kan det passe, at 8 måneder nu er gået? Og hvad er de gået med?
Jeg kan huske, da jeg var på barsel med Dexter, og simpelthen ikke kunne finde på noget at lave med ham. Jeg spurgte andre med babyer: “Hvad laver I med jeres børn i løbet af en dag?”, fordi jeg syntes der gik rigtig meget tid med, at han bare lå på gulvet og møffede rundt.
Jeg aner ikke engang, hvad Mika og jeg har brugt de 8 måneder på, vi har haft sammen, men jeg har i hvert fald ikke haft problemer med at få tiden til at gå. Og denne gang har jeg ikke engang mødtes særlig ofte med en mødregruppe. Vi har kun gået til babysalmesang, hvor jeg med Dexter både gik til babysalmesang, svømning og motorik.

Barn nummer to ER virkelig noget andet.
Det er ikke fordi jeg ikke føler, at jeg har haft tid nok til Mika, fordi jeg har haft Dexter ved siden af. Tværtimod har jeg nok bare værdsat tiden mere, fordi hun er min sidste baby, og jeg har vidst, hvor betydningsfuld den tid er.

Nu har jeg en måned sammen med hende, inden hun starter i vuggestue. Jeg kan planlægge den tid nok så nøje, huske mig selv på at nyde hvert sekund og få nogle uforglemmelige stunder med min baby – men jeg ved også, at når jeg har blinket med øjnene et par gange, er det november, og så sidder jeg tilbage og tænker: “Hvad brugte jeg tiden på?”.

mikas

Lidt er der da sket fra januar til september…

Min lille djævel

Mit mindste afkom er noget af en opgave for tiden. Og det er den pæne måde at sige det på! Staklen er snottet, plaget af varmen fordi hun er så forbandet tyk, og har ca 500 tænder på vej samtidig.

Hun er SUR. Hun har fået en ny lyd, den lyder omtrent sådan her: “Wraaah!” Den siges med et trist udtryk i ansigtet, men det er ikke en ked af det lyd. Den er intens og kort, og betyder “det her er jeg fandme træt af”. Og der er mange ting, hun er træt af for tiden. Fx at ligge på ryggen, at ligge på maven, at sidde, at blive båret, at spise, at få et forkert stykke legetøj.

Og ikke mindst er hun træt af at sove – om dagen. Jeg kæmper en kamp som en gæv ridder, hver gang onde mor her synes, at Skinken skal sove lur. Og det er ligegyldigt om det er efter halvanden times vågenhed ved de indledende træthedstegn, eller når jeg trækker den og hun får lov at være vågen i 3 timer og er dødtræt. Lægges hun i vognen, er der fest. Myggenettet bydes op til dans. Nussekluden får en munter sang. Og dynen ryger i noget der mest af alt minder om et godt værtshusslagsmål. Jeg kan ikke engang tillade mig at skrive herinde, hvilke eder jeg har slynget gennem luften. I dag varede kampen 40 stive minutter med trillen af barnevogn (av min arm), førend jeg vandt. 

Og når hun så endelig ligger derude og sover, let hostende, tænker jeg: “Årh hvordan kan jeg blive så sur på den lille pussenussegris? Stakkels lille forkølede mulle. Sikke højt jeg elsker hende. Åååh nu hoster hun, jeg har lydt til at svøbe hende i mine arme og min kærlighed”.

Sådan er morskabet så forunderligt.