Min store djævel

Nu har jeg jo skrevet et indlæg om min onde baby (som i øvrigt er blevet god til at sove igen, 7-9-13), men mit største barn kan altså også være noget af en mundfuld!

Faktisk har han altid været rigtig sød og mild, og “the terrible two’s” har vi ikke mærket alverden til (eller også har jeg fortrængt det?). Han har selvfølgelig noget af et temperament, men det er ikke noget, der har taget overhånd. Før nu, åbenbart.

Det startede med et par dage, hvor han decideret bare IKKE hørte efter. Jeg kunne bede ham om noget 5 gange, hvor han bare pænt ignorerede mig. Behøver jeg sige, at det var pænt provokerende? Og som forælder skal man jo bare forholde sig roooolig… Og når han skulle have skiftet tøj, børstet tænder, i seng eller andre nødvendigheder, foregik det med skrig og skrål.

Nu er vi så nået dertil, hvor den mindste ting kan fremprovokere en nedsmeltning uden lige. I går og i dag har morgenmaden voldt store problemer. Jeg er begyndt at lave havregrød til ham om morgenen, det kan han rigtig godt lide. Men der skal jo noget ovenpå, og det kan volde problemer. Så har vi ikke lige det, han kunne ønske sig. I går kom jeg til at sige, at han fik det sidste smør i pakken. Nej puha, det ville han ikke have. Og så var smørklatten “blevet mast”. Derfor ville han under ingen omstændigheder spise grøden. Før hans far fandt på, at den kunne komme i køleskabet og hvile lidt, og så var alt godt.

I dag ville jeg putte pæremos på, det ville han gerne have. Så ville han ikke have det alligevel. Jeg skulle skære pæren i stykker. Jeg skar den halve pære i både. “Neeej, ikke babystykker!”. Jeg delte den anden halve pære i to store stykker. “Neeej, ikke TO stykker!”. Nedsmeltning. Efter nogen forhandling kom vi frem til, at han måtte få smørklat og sukker på – og han fik selv lov at komme smør på, for at forebygge nedsmeltning ala i går. Jeg gav sukker på, men det var alt for lidt, så jeg måtte komme lidt mere på. Da vi kom ind til bordet, befalede jeg, at hans skål skulle stå tættere på ham, for ellers spildte han. Ja, I gættede rigtigt, nedsmeltning. Heldigvis ville han gerne spise det, efter at have været ovre i sofaen og skrige sin vrede ud.

Behøver jeg fortælle, at jeg med bæven afventede hans reaktion, da jeg forsigtigt rakte ham en nybagt bolle med smør for lidt siden? Den blev heldigvis accepteret.

Reklamer

Sommeren, hvor Dexter blev stor

Selv om vi ikke ligefrem har rejst land og rige rundt denne sommer, er der alligevel sket meget. Dexter er nemlig blevet stor.

Det var han jo allerede lidt, da han begyndte i børnehave. Men siden da har det virkelig taget fart. Inden vi rejste til Langeland var vi nemlig nødt til at investere i en ny autostol til ham, fordi han er vokset sådan. Valget faldt på en Römer. Det var lige hvad der poppede op, da jeg googlede “testvinder”, og han har faktisk siddet i Römer hele sit liv. Og hvor har det bare været lækkert for ham at komme op i dette sæde! Han er ikke så indesluttet som han var i den gamle autostol, og han sidder 100 gange bedre. Ulempen er imidlertid, at han kan falde forover, når han falder i søvn, og at han generelt er mere fleksibel og kan nå alt muligt i bilen…

autostol

Ud over, at han har skiftet autostol, har han også pludselig smidt bleen. Vi havde faktisk snakket om at forsøge os med blestop hen over sommerferien, for det er åbenbart sådan noget, man gør. Men inden han overhovedet fik ferie, kom han hjem og meddelte, at han altså ikke gad bruge ble mere. Og så må man jo hellere adlyde. Så det var noget med at sende ham på potten i tide og utide. De første par dage var der en del uheld (og også tidspunkter, hvor han gerne ville gå med ble igen). Så gik der en uges tid, hvor der var dage med 1-2 uheld, og dage uden. Vi var endda til fest for min nevø på tredjedagen for hans blestop, hvor han klarede sig tør-bukset igennem. Og nu er det længe siden, at der har været tis-uheld (pøller er en anden historie, dem vil han helst levere i en ble, så enten får han en på, eller også kommer de i natbleen, når han står op).

Det er generelt gået meget nemmere, end jeg nogensinde har turde håbe på. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid forestillet mig, at det var en meget besværlig kamp. Måske fordi jeg ikke har indtryk af, at han generelt har særlig meget kropsforståelse. Han er meget fysisk aktiv, men når han fx slår sig, reagerer han ofte sparsomt. Så han har virkelig overrasket mig positivt på dette punkt!

Dexter

De fleste af jer, der læser med her, kender sikkert udmærket til mit afkom i forvejen. Men jeg tænker, at det alligevel er oplagt at starte bloggens nye liv med en lille introduktion af, hvem jeg egentlig er mor til.

Min førstefødte, Dexter, er nu blevet 3 år.
Det er absolut ikke til at fatte, men det giver jo god mening, i og med han er født i 2013. Og når man er 3 år gammel, starter man i børnehave! Omvæltningen for Dexter har ikke været så stor som den er for mange andre børn, i og med han har gået i vuggestue i en integreret institution, altså et sted, hvor vuggestue og børnehave ligger i samme hus. Så han er mildest talt bare flyttet over i den anden ende af bygningen. Overgangen er foregået løbende, da han i noget tid har spist frokost og været på legeplads sammen med “de store”. Men helt officielt startede han i maj.
Det har dog stadig været at mærke på ham, at han er blevet børnehavebarn. Det er svært at forklare – han er bare blevet børnehave-agtig. Hans måde at lege på er blevet meget “pew pew” skydelege, mange nye ord (herunder “din dumme torskerogn”) og sjove måder at formulere sig på. Og en større samling af blå mærker og hudafskrabninger. Samtidig sker det ofte, at han dratter omkuld på sofaen om eftermiddagen.

Derudover er han jo blevet storebror, en stor omvæltning, som han dog har tacklet helt eminent. Der har ikke været nogen nævneværdige konflikter relateret til hans nu delte opmærksomhed med lillesøster, og han accepterede hende meget hurtigt som “en del af flokken”. Fra dag 1 har han været opmærksom på hende, har spurgt til hende, hvis hun ikke var her, og har villigt lånt hende noget af sit legetøj (jaja, det skal nok gå over, men lad mig nu lige nyde det).

Dexter er – og jeg hader at bruge dette udtryk, men det er så beskrivende – en rigtig dreng (der er ingen forkert måde at være dreng på, men you get the point). Han er en tornado uden lige, han elsker at bruge sin krop og bruge masser af energi. Han tager chancer, hvilket betyder skrammer og buler, men det er han ligeglad med. Han har dog også langt om længe nået en alder, hvor han kan sidde stille og fordybe sig i tegnefilm eller sære videoer på YouTube. Han snakker som et vandfald, og er ufattelig god til at formulere sig. Samtidig er han en regelrytter uden lige, vel at mærke, når det gælder andre. Sætningerne “man må altså ikke…” og “nej du skal…” flyver hyppigt ud af hans mund.

Jeg kan ikke vente med at se, hvad fremtiden bringer med den dreng. Og samtidig ønsker jeg ikke, at han vokser så hurtigt.

dexe