Nyt år, nye muligheder

Lyder det ikke godt?

Jeg har i hvert fald i høj grad valgt at udfordre mig selv her i 2017. Jeg har valgt at gå ad en vej, jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle betræde.

Jeg starter sgu lige året med en praktik i en børnehave.

Jeg aner ikke, hvad jeg har rodet mig ud i. I og med min barsel er slut, og jeg er tilbage i Systemet™, er en form for aktivering blevet mig pålagt. Og på et eller andet tidspunkt i min snak med min virksomhedskonsulent om mine fremtidsplaner er ordet “pædagog” åbenbart undsluppet min mund. Så da det blev tid til at vælge en aktivering, spurgte hun, om det ville være relevant med en børnehave. Efter lidt tøven sagde jeg ja.

Jeg har aldrig tænkt i den retning rent karrieremæssigt, men nu hvor jeg selv har fået børn i institution, og har min daglige gang dernede, har det så småt vækket min nysgerrighed. Og nu skal det altså prøves.

Jeg er virkelig spændt. Og jeg er virkelig bange for, at det viser sig at være min rette hylde, for jeg har ikke lige råd til en pædagoguddannelse.

Reklamer

Farvel, aller sidste barsel…

I fredags var det min sidste barselsdag. Nogensinde.

Pt gør det ikke den store forskel, jeg har ikke just et arbejde at falde tilbage på. Men det har stadig den betydning, at både jobsøgning og overvågning intensiveres.

Jeg brugte faktisk dagen sammen med Mika. Hun går i vuggestue nu, og har haft mange lange dage på det sidste, eftersom hendes indkøring trak lidt ud på grund af sygdom, og hastede lidt her til sidst. Men det betyder også, at jeg faktisk har savnet hende. De timer, jeg har haft sammen med hende, har været de trætte, sure timer sidst på eftermiddagen. Og det har ikke altid været en fornøjelse. Så jeg havde lyst til at tilbringe lidt kvalitetstid sammen med hende, få lidt af hendes glade timer. Og det var bestemt en fornøjelse at have lidt mor-datter-tid! Vi lavede ikke noget særligt, faktisk brugte vi det meste af dagen på en tur i Rema og tilbage igen.

Det var rigtig hyggeligt, og det blev nydt, for det nye år byder på nye udfordringer. Enden på min barsel betyder, at jeg bliver tvunget ud i noget aktivering, og her har jeg valgt en tilgang, der ligger langt fra mit fag. Det skal nok blive spændende!

Når jobcenteret overrasker!

Lige om lidt (den 16. december) har jeg igen æren af at bære titlen som “ledig”. Det er dog første gang, jeg sådan rigtig skal være det som kontanthjælpsmodtager frem for dagpengemodtager. Det betyder, at dem, der kigger mig over skulderen, ikke længere er a-kassen, men jobcenteret.

Dette har jeg virkelig frygtet, fordi jeg har hørt så mange historier. Men jeg må indrømme, at det ser ud til at blive et langt mere frugtbart samarbejde, end jeg havde troet.

Lad mig sige det på denne måde: Mine to års “samarbejde” med a-kassen har givet mig lige præcis NUL og NIKS. Jeg har været til adskillige møder, kurser og hos andre aktører, der har tjekket ansøgninger og CV og sagt, at alt var fint, at jeg nok skulle finde et job, og at der ikke var andet for end at vente. Ikke én gang har de gjort noget aktivt for at hjælpe mig i job. Vi taler den instans, jeg betaler 1.300 kroner i kvartalet for deres hjælp (ja, jeg er klar over, at de giver mig dagpenge, men jeg ville faktisk hellere i job).

Jeg er rent officielt stadig på barsel, og min “dame” på jobcenteret har allerede sendt mit CV videre til tre konkrete stillinger. Der var en uge, hvor vi havde telefonisk kontakt hver dag. Jeg ved godt, at det er hendes job, men jeg er fandme så taknemmelig. Jeg føler virkelig, at hun vil hjælpe mig! Det har jeg ikke følt i alle de år, hvor jeg har gået ledig, og har måtte lægge øre til nok så mange “du skal nok finde et job”‘er. Jeg er sikker på, at det her nok skal munde ud i noget brugbart.

Samtidig tror jeg også, at hun er positivt overrasket over mig. Jeg tror ikke nødvendigvis, at hun er vant til at have med så motiverede jobsøgende at gøre, og når jeg tilbyder fx at redigere mit CV og sende samme eftermiddag, kan jeg nærmest høre hende falde ned af stolen.

Nu vil jeg forberede mig til vores møde på torsdag, hvor vi skal revurdere den strategi, vi har lagt for min jobsøgning. Jeg skal blandt andet forsøge at få overblik over mine kompetencer, hvilket er lettere sagt end gjort.