DIY hånd- og fodengle

Jeg fandt idéen til disse fine engle på Pinterest sidste år, og lavede dem faktisk allerede dengang til min søsters pakkekalender, bare selvsagt kun med Dexters mål.

I år røg de så i min mors pakkekalender, og jeg fik heldigvis også kreeret et par til vores egen stue, fordi jeg blev så misundelig. Denne gang blev det til både en længere, slank engel, og en lille, fed een.

Alt efter hvor samarbejdsvillige dine børn er, er de  virkelig nemme at fremstille. Dexter syntes det var sjovt, og kunne sagtens holde hånd og fod stille, mens jeg tegnede. Mika var lidt mere besværlig, men jeg kan anbefale at tegne en babys fod, mens denne er placeret i højstolen med foden på pladen. Og så lav for Guds skyld skabeloner, så du ikke skal gennem den mølle mere end en enkelt gang.

For hver engel lavede jeg 2 stk af foden, så den fik både en for- og en bagside. og så tilføjede jeg en lille glorie af guld, som snoren kan sættes i.

Reklamer

En ny tradition er født

Forrige weekend tog vi alle fire ud til mine forældre, hvor min søster og min kære nevø også kom. Det var første advent, og jeg havde besluttet, at det var anledning til at ses – det var der heldigvis bred enighed om.

Det udviklede sig til, at mine forældres spisebord blev fyldt med ler, gran, tørrede ting og glimmer, og vi tre tøser sad og lavede juledekorationer. Selv Dexter var faktisk med, og “lavede sin egen dekoration” (læs: han satte nogle grangrene i leret, jeg tog dem op og satte dem ordentligt. Og så æltede han noget dekorationsmateriale ind i en lerklump). Derudover spiste vi tilsammen omkring 60 æbleskiver – Mika spiste 5 af dem. Daniel spiste 15, hvilket jeg synes er over grænsen for, hvad der er klamt. Men det var der delte meninger om.

Det var skide hyggeligt, og jeg håber, at det kan blive ved år efter år. Det er længe siden, at jeg sidst har lavet sådan en rigtig juledekoration med ler og det hele. Vi gjorde det altid, da jeg var barn, men af ukendte årsager stoppede det.