Farvel, aller sidste barsel…

I fredags var det min sidste barselsdag. Nogensinde.

Pt gør det ikke den store forskel, jeg har ikke just et arbejde at falde tilbage på. Men det har stadig den betydning, at både jobsøgning og overvågning intensiveres.

Jeg brugte faktisk dagen sammen med Mika. Hun går i vuggestue nu, og har haft mange lange dage på det sidste, eftersom hendes indkøring trak lidt ud på grund af sygdom, og hastede lidt her til sidst. Men det betyder også, at jeg faktisk har savnet hende. De timer, jeg har haft sammen med hende, har været de trætte, sure timer sidst på eftermiddagen. Og det har ikke altid været en fornøjelse. Så jeg havde lyst til at tilbringe lidt kvalitetstid sammen med hende, få lidt af hendes glade timer. Og det var bestemt en fornøjelse at have lidt mor-datter-tid! Vi lavede ikke noget særligt, faktisk brugte vi det meste af dagen på en tur i Rema og tilbage igen.

Det var rigtig hyggeligt, og det blev nydt, for det nye år byder på nye udfordringer. Enden på min barsel betyder, at jeg bliver tvunget ud i noget aktivering, og her har jeg valgt en tilgang, der ligger langt fra mit fag. Det skal nok blive spændende!

Reklamer

4 ud af 10

Det er min datters vuggestue-statistik. Hun startede i vuggestue den 1. november, og hun har været i vuggestue 4 ud af de 10 hverdage, der er gået. Ikke ligefrem imponerende. Og man kan ikke ligefrem sige, at hun er “kørt ind”. Så det er nok meget godt, at jeg ikke valgte at udsætte hendes opstart, som jeg ellers overvejede.

Der har simpelthen været så meget sygdom på det seneste – ja, ligesom der tilsyneladende er i resten af landet. Mika lagde ud med at kaste op efter at have været i vuggestue to dage. Så fulgte vi andre pænt efter. Hun blev rask igen til næste mandag, men eftersom Dexter var blevet syg, havde jeg ikke mulighed for at aflevere hende. Og heller ikke de næste dage, hvor jeg selv lå syg.

Nu er der startet en ny uge, og gæt om hun er blevet syg igen? Denne gang med snot, hoste og lidt feber. Og jeg er ved at blive sindssyg af det. Især fordi jeg endnu en gang har et møde på jobcenteret i morgen, hvor jeg helst vil undgå at have hende med.

Desuden trænger jeg til at være alene hjemme med kaffe, serier og syning…

Et skridt mod speltheden

Lidt i forlængelse af mit sidste indlæg om, at jeg nogle gange må springe over, hvor gærdet er lavest, når mit yngste afkom skal have mad.

Jeg nævnte jo, at jeg af og til stikker Skinken en pose-smoothie. Det er sket, at jeg har givet hende en af grødvarianterne på pose, fordi jeg har været på farten og simpelthen ikke har tænkt over, at vi ikke var hjemme til at spise. Men oftest fungerer de i mine øjne som en snack, da jeg foretrækker at give hende måltider i mere fast form (eller mere flydende, men så er det fra mit eget forparti). De fleste af sådanne smoothies indeholder udelukkende frugt, og at fylde sådan en pose i hende bryder jeg mig ikke helt om. Ingen tvivl om, at ungen elsker det, for det er pokkers sødt. Men det er meget frugt – og dermed meget frugtsukker – på een gang for sådan en lille krop. Man kan godt få nogle med grøntsager også, har jeg erfaret, men de står ikke just på hylden i Rema med smoothies til en 5’er. Derfor har jeg intentioner om at tage sagen i egen hånd, og har købt disse:

101016

Såkaldte “DoddleBags” til at fylde med hjemmelavet smoothie/mos/grød. Eller sovs, shampoo, maling, kort sagt alt flydende, man gerne vil have med i en lille smart beholder. Mit formål er umiddelbart bare babyføde.

Jeg havde hørt om dem, førend Mika kom til verden, og tænkt at det da var vældig smart. Dengang var der bare kun versionen med Sophie la Girafe, og de koster det hvide ud af øjnene. Jeg har købt mine hos BabyGear (fri fragt, yesss!), til en noget mere overkommelig pris.

Pakken indeholder 10 genopfyldelige poser, 10 låg og 10 matchende labels (så må man sgu lave sine egne, når de er brugt).

Jeg skal være ærlig at sige, at jeg endnu ikke ved, hvad jeg vil fylde dem med. Min umiddelbare plan er noget med grøntsager i stedet for udelukkende frugt. Eller måske en lind grød til et måltid på farten. Jeg skal bare liiige få nogle idéer til spændende smagssammensætninger – så vender Mika og jeg tilbage med en anmeldelse!

BLW – eller?

Jeg har haft lyst til at skrive et indlæg om, hvordan det går med Mika og maden.

Til at starte med var jeg jo helt oppe at køre over, at “vi skulle køre BLW”. Nyt og spændende var det, og så var det bare super hyggeligt at se hende sidde og gratte med maden selv.

Og så indtraf hverdagen som mor til to.

Jeg begyndte at lave havregrød til hende om morgenen, og startede egentlig med at lave en såkaldt “preloaded” ske – altså en ske med indhold, som hun selv skulle føre ind i munden. Men der blev den lille dame doven! Hun gjorde det selv et par gange, for derefter at opdage, at der kom mere grød meget hurtigere, hvis bare mor gad fylde det i munden på hende. Og det gad mor godt. Efter lidt overvejelser vel at mærke, for var det ikke netop dette, man ville undgå, hvis man “kørte BLW”? Ved nærmere eftertanke: Nej. Ved BLW vil man undgå at tvinge dem til at spise ved at føre noget ind i munden på dem, som de ikke selv er parat til. Og det var ingenlunde hvad der fandt sted her. Her nåede jeg knap nok at føre skeen hen til hendes mund, før hun havde hapset grøden af den. Så jeg skulle lige overtale mig selv, og nu er det primært mig, der fører skeen ved morgenbordet. Undtagen lige en enkelt gang, hvor jeg havde ekstra meget overskud, og hun fik lov at stikke hænderne i en meget tyk portion havregrød.

061016

Jeg har bare erfaret, at jeg er nødt til at gøre det, der fungerer. Og at jeg som mor til to små børn er nødt til at have fokus på dette, frem for en masse nok så fine principper og strikse retningslinjer. Jeg er glad for, at jeg påbegyndte BLW med Mika, og at jeg ventede, til hun var et halvt år gammel. For det meste får hun stadig lov at indtage maden selv, og det bliver ikke blendet eller hakket for hendes skyld. Men får hun grød, mader jeg hende. Og nogle gange får hun også mad, som vi andre ikke får. Eksempelvis babysnacks og smoothies på tube. Dadadadaaaaam.

Når tiden forsvinder…

Jeg har lige meldt afbud til dagens babysalmesang, som ellers var sidste gang på dette hold. Vi har gået på to hold, Mika og jeg. Jeg gik også til det med Dexter. Det er så hyggeligt, men nu er det slut. Og det gør mig mere ked af det, end det måske burde.

Hvor blev tiden med min baby lige af? Kan det passe, at 8 måneder nu er gået? Og hvad er de gået med?
Jeg kan huske, da jeg var på barsel med Dexter, og simpelthen ikke kunne finde på noget at lave med ham. Jeg spurgte andre med babyer: “Hvad laver I med jeres børn i løbet af en dag?”, fordi jeg syntes der gik rigtig meget tid med, at han bare lå på gulvet og møffede rundt.
Jeg aner ikke engang, hvad Mika og jeg har brugt de 8 måneder på, vi har haft sammen, men jeg har i hvert fald ikke haft problemer med at få tiden til at gå. Og denne gang har jeg ikke engang mødtes særlig ofte med en mødregruppe. Vi har kun gået til babysalmesang, hvor jeg med Dexter både gik til babysalmesang, svømning og motorik.

Barn nummer to ER virkelig noget andet.
Det er ikke fordi jeg ikke føler, at jeg har haft tid nok til Mika, fordi jeg har haft Dexter ved siden af. Tværtimod har jeg nok bare værdsat tiden mere, fordi hun er min sidste baby, og jeg har vidst, hvor betydningsfuld den tid er.

Nu har jeg en måned sammen med hende, inden hun starter i vuggestue. Jeg kan planlægge den tid nok så nøje, huske mig selv på at nyde hvert sekund og få nogle uforglemmelige stunder med min baby – men jeg ved også, at når jeg har blinket med øjnene et par gange, er det november, og så sidder jeg tilbage og tænker: “Hvad brugte jeg tiden på?”.

mikas

Lidt er der da sket fra januar til september…

Min lille djævel

Mit mindste afkom er noget af en opgave for tiden. Og det er den pæne måde at sige det på! Staklen er snottet, plaget af varmen fordi hun er så forbandet tyk, og har ca 500 tænder på vej samtidig.

Hun er SUR. Hun har fået en ny lyd, den lyder omtrent sådan her: “Wraaah!” Den siges med et trist udtryk i ansigtet, men det er ikke en ked af det lyd. Den er intens og kort, og betyder “det her er jeg fandme træt af”. Og der er mange ting, hun er træt af for tiden. Fx at ligge på ryggen, at ligge på maven, at sidde, at blive båret, at spise, at få et forkert stykke legetøj.

Og ikke mindst er hun træt af at sove – om dagen. Jeg kæmper en kamp som en gæv ridder, hver gang onde mor her synes, at Skinken skal sove lur. Og det er ligegyldigt om det er efter halvanden times vågenhed ved de indledende træthedstegn, eller når jeg trækker den og hun får lov at være vågen i 3 timer og er dødtræt. Lægges hun i vognen, er der fest. Myggenettet bydes op til dans. Nussekluden får en munter sang. Og dynen ryger i noget der mest af alt minder om et godt værtshusslagsmål. Jeg kan ikke engang tillade mig at skrive herinde, hvilke eder jeg har slynget gennem luften. I dag varede kampen 40 stive minutter med trillen af barnevogn (av min arm), førend jeg vandt. 

Og når hun så endelig ligger derude og sover, let hostende, tænker jeg: “Årh hvordan kan jeg blive så sur på den lille pussenussegris? Stakkels lille forkølede mulle. Sikke højt jeg elsker hende. Åååh nu hoster hun, jeg har lydt til at svøbe hende i mine arme og min kærlighed”.

Sådan er morskabet så forunderligt. 

Mikas BLW-start

Faktisk er jeg ved at være lidt træt af begrebet “BLW”, og at sige, at “vi kører BLW”. Jeg synes ikke, at jeg “kører” noget som helst, jeg giver hende jo bare almindelig mad? Nå, sidespring.

Mika har jo rundet de 6 måneder, og er derfor begyndt at få lidt indenbords. Faktisk startede hun med at sutte på et stykke melon en uges tid før. Men da hun blev et halvt år, fik hun lov at sidde med til bords for første gang, og smagte en pastaskrue.

Jeg var meget imponeret over, at hun overhovedet ikke var i tvivl om, hvad man skulle med den. Jeg havde lidt forventet, at hun skulle sidde og gratte med maden de første mange gange, men fra dag 1 har hun taget det op og proppet det i munden. Jeg tænker det er rigtig godt givet ud, at vi ventede så længe med at introducere hende. At det så endte med, at hun kastede op i min hånd, fordi et stykke pastaskrue sneg sig for langt ind på tungen, er en anden sag…

Jeg prøver virkelig at undlade at lave mad decideret til hende, fordi det jo er meningen, at hun skal have det samme som os. Jeg koger ikke pasta eller broccoli, så hun kan sidde med det, mens vi andre får noget andet. I stedet forsøger jeg at tænke nogle babyvenlige ting ind i vores retter, så der altid er noget af det, hun kan sidde med. Og så øver vi os i at undlade at komme salt i maden, og vente med at salte den til vi sidder ved bordet.

Ind til videre har hun smagt pasta, kylling, rodfrugter, butterdejspakke, fiskefrikadelle, laks, kartoffel, vandmelon, banan, avocado, bondebrød med leverpostej og pølse.

Ved bananen overraskede hun mig igen, for den skulle bestemt ikke bare smages på, den skulle “tygges” og ned i maven. Det havde jeg heller ikke forventet, at hun så hurtigt ville finde ud af. Det kan være, at hun bliver en lille ædedolk, ligesom hendes storebror var det. I søndags fik hun et stykke vandmelon ude hos mine forældre, og jeg kan rapportere, at store dele af dette nåede hele vejen gennem hendes system. Og at man faktisk bliver lidt forskrækket, når der pludselig er noget rødt i bleen.

Den eneste ulempe er, at hun stadig ikke sidder ret stabilt, så oftest sidder hun ved mig, når hun spiser. Og det er virkelig besværligt. Jeg kan ikke se, hvad hun laver, og det er meget svært for mig at spise imens. Et par gange har hun dog fået lov at sidde i højstol, og det varer nok heller ikke længe, før det bliver den permanente løsning. Det er absolut hyggeligst, for så kan man rigtig sidde og se hende undersøge, lege med og nyde maden.