Om at værdsætte det, man har

Man skal være glad for det, man har.

Jeg har ikke et job.
Det kan nogle gange føles som en altoverskyggende ond sandhed, en konstant usikkerhed, en stressfaktor uden lige. Det gør, at jeg aldrig er helt glad. Det lurer altid i baggrunden, jeg kan altid mærke, at der er noget galt, selv om jeg af og til glemmer det.

Til gengæld har jeg nogle dejlige børn. To børn, som ikke ville have været her, hvis jeg havde fået et job efter endt uddannelse. Det kan godt være, at jeg havde fået børn. Men det havde ikke været Dexter, den dejlige krudtugle, som netop kom til verden, fordi der alligevel ikke var et job til mig, og så kunne man jo lige så godt bruge tiden på noget fornuftigt. Og det havde ikke været Mika, søde lille tykke Mika, som vi besluttede at invitere ind i familien trods min jobsituation, og selv om mange sikkert har tænkt, at det var dumt. Det kan jeg afsløre, at det ikke var. Jeg er lykkelig for, at vi valgte at tage chancen og få børnene, selv om der stadig var en usikkerhedsfaktor i vores liv. Man fortryder aldrig de børn, man får.

Det er ikke til at sige, om jeg havde haft et job på nuværende tidspunkt, hvis ikke jeg havde fået børn. Jeg har jo stadig søgt job undervejs, men hvem ved, om det perfekte job er blevet slået op, mens jeg har været lukket inde i barselsboblen? Nu har jeg to børn, og har haft tid til at nyde deres opvækst, til at give Dexter fridage fra vuggestue og børnehave, når jeg (eller han) har haft lyst. At hente ham tidligt. At give Mika en langsom og tryg indkøring i vuggestuen. Det er noget, jeg vil værdsætte resten af mine dage. Så pyt med, at vi har måtte tænke lidt ekstra over økonomien. Hvis jeg havde haft et job, ville jeg aldrig have lært at bruge en eftermiddag på at finde et bestemt par sko på tilbud, så vi kunne spare de hundrede kroner!

(Men nu vil jeg altså gerne snart have det sk*** job! Tak!)

Når tiden forsvinder…

Jeg har lige meldt afbud til dagens babysalmesang, som ellers var sidste gang på dette hold. Vi har gået på to hold, Mika og jeg. Jeg gik også til det med Dexter. Det er så hyggeligt, men nu er det slut. Og det gør mig mere ked af det, end det måske burde.

Hvor blev tiden med min baby lige af? Kan det passe, at 8 måneder nu er gået? Og hvad er de gået med?
Jeg kan huske, da jeg var på barsel med Dexter, og simpelthen ikke kunne finde på noget at lave med ham. Jeg spurgte andre med babyer: “Hvad laver I med jeres børn i løbet af en dag?”, fordi jeg syntes der gik rigtig meget tid med, at han bare lå på gulvet og møffede rundt.
Jeg aner ikke engang, hvad Mika og jeg har brugt de 8 måneder på, vi har haft sammen, men jeg har i hvert fald ikke haft problemer med at få tiden til at gå. Og denne gang har jeg ikke engang mødtes særlig ofte med en mødregruppe. Vi har kun gået til babysalmesang, hvor jeg med Dexter både gik til babysalmesang, svømning og motorik.

Barn nummer to ER virkelig noget andet.
Det er ikke fordi jeg ikke føler, at jeg har haft tid nok til Mika, fordi jeg har haft Dexter ved siden af. Tværtimod har jeg nok bare værdsat tiden mere, fordi hun er min sidste baby, og jeg har vidst, hvor betydningsfuld den tid er.

Nu har jeg en måned sammen med hende, inden hun starter i vuggestue. Jeg kan planlægge den tid nok så nøje, huske mig selv på at nyde hvert sekund og få nogle uforglemmelige stunder med min baby – men jeg ved også, at når jeg har blinket med øjnene et par gange, er det november, og så sidder jeg tilbage og tænker: “Hvad brugte jeg tiden på?”.

mikas

Lidt er der da sket fra januar til september…

En dårlig dag!

Alt er aldrig udelukkende fryd og gammen, og det synes jeg heller ikke, at det skal være på bloggen.

I dag har jeg en dårlig dag! I hvert fald ind til videre, det plejer heldigvis at kunne vende ret hurtigt. Og det krydser jeg naturligvis fingre for.

Jeg har ligget i sengen fra torsdag aften til mandag morgen. Ramt af mandeinfluenza. Det er fandme ikke sjovt, når man har børn. Ikke kun fordi man skal tage sig af dem – jeg har heldigvis “giftet” mig rigtig godt, og skulle faktisk ikke tage mig af meget andet end at amme Mika eller se efter ungerne, når Daniel skulle handle. Men man kommer til at savne dem så frygteligt, når man ligger der og sygner hen. Hvor man før har trængt til en uges ferie fra dem, tænker man pludselig på alle de skønne ting, man kunne foretage sig med sine elskede poder. Og man bliver pludselig overbevist om, at det tangerer til omsorgssvigt at være sengeliggende.

Nå men vi overlevede, som det fremgår, selv om Dexter faktisk også blev ramt og var syg hen over weekenden. Så begyndte Mika at snotte. Og hvad betyder det for mig? Farveller kære nattesøvn! Så natten til mandag lå Mika i min seng, klistret til mig, og jeg fik et minimum af søvn. Jeg var knap nok selv frisk, slet ikke efter sådan en nat, og mine planer om en tur ind til Aalborg samt et meget professionelt kagemøde om aftenen måtte aflyses.

Det viste sig at det var en god beslutning, for i går aftes var Mika stadig ikke overbevist om søvnens gave. Og gæt hvordan min nat er blevet brugt? Mhm, relativt søvnløs og i en akavet ammestilling. Og det var naturligvis tvingende nødvendigt for damen at slå øjnene op klokken lidt i 5 (sig uh-uh).

Så jeg har en relativt skod-agtig indstilling til livet i dag! For pokker, hvor kan søvnmangel bare gøre meget for humøret. Pludselig er alt bare nederen og gråt (selv om solen faktisk skinner). Mit hjem er træls, der er vasketøj over alt, jeg er uduelig til at holde orden. Jeg er en taber, der ikke har noget job at vende tilbage til efter barslen. Jeg er en dårlig mor, fordi jeg ikke har Dexter hjemme fra børnehave noget oftere. Jeg er tyk og klam, og kan ikke tage mig sammen til at motionere og lukke munden. Og så er jeg ond, fordi jeg bliver sur på min baby, når hun efter 3 putteforsøg stadig bare ligger og er ked af det, snotten bobler og hun lyder som en hel kaffebar, når hun trækker vejret.

Livet er ikke altid let – sådan er det vist for alle! Og mon ikke det hele ser lysere ud, når jeg engang får en kop kaffe?

Om kønsspecifikt børnetøj

Nu må jeg simpelthen ud med det. For jeg er ikke typen, der gider opildne til debat i virksomheders Facebook- eller Instagramopslag. Men nu har jeg simpelthen holdt det inde for længe, og nu er det ikke sundt længere…

Det sker så tit. En virksomhed lægger et billede op af et stykke tøj, og folk skriver “Dem kunne min lille Clarissa godt bruge” eller “Wow de er fede” eller “Se her Gabriella Mortensen, til lille W”. Og så er der en eller anden der skriver “Kan de gå til min pige?”

Må jeg anbefale, at du måler din pige og tjekker størrelsen på tøjet? I tilfælde af, at der forekommer et match, er jeg ret sikker på, at svaret er ja. Kan du lide tøjet, og er det fysisk muligt at få hende i det, så JA. Jeg forstår ikke, hvad de forventer af svar. Er det fordi virksomheden skal tjekke, om der er et lille mærke i tøjet, der siger: “Kun til drenge. Selvdestruerer ved berøring med hunkøn”? Hvorfor har nogen forældre så lav påklædnings-selvtillid eller så stor frygt for omgivelsernes fordømmende blikke, at de har behov for at spørge om råd på det punkt?

Nu ved jeg godt, at jeg tager “den nemme” del af problematikken – om tøjet kan bruges til en pige. Jeg er klar over, at det er noget andet, hvis der blev lagt en kjole op, og det handlede om, hvorvidt den kunne gå til en dreng. Men det er sjovt nok aldrig i den retning, spørgsmålene kommer. Det er faktisk hyppigere set ved det mere kønsneutrale tøj. Det der fik mig til at forfatte dette indlæg var faktisk endda en kommentar til et par sko, som jeg personligt syntes trak mere i retning af det “pigede” (hvis vi skal ud i den slags begreber), hvor der blev spurgt til, om de kunne bruges til en pige.

Du er barnets mor/far, så det bestemmer du! End of f*cking story.

Tak fordi I læste med. Nu kan jeg læse 70 mere af den slags kommentarer uden at koge over.

Debatten om børnepengene

Hvis du ikke har opdaget det (spørg mig ikke hvordan, men det kan jo være, at du har haft andet at se til her i ferietiden), har Johanne – nutidensmor.dk – sat en vældig debat i gang om folks måde at bruge børnepengene på. Debatten startede med et billede på hendes Instagram, hvor hun havde tilladt sig at købe en beklædningsgenstand til sig selv i forbindelse med, at børnepengene tikkede ind på kontoen. O ve o klage. Det er jo hendes datters penge! Eller er det? Det afstedkom denne artikel om emnet. Og nu har jeg også behov for at komme med et indspark. Bare fordi jeg kan.

Her er børnepengene ikke noget, der bliver sat ind på en separat konto og står og hygger sig, ind til Dexter og Mika bliver gamle nok til at administrere dem. Jeg har faktisk gjort mig tanken, men vores økonomi er ikke ligefrem til, at vi kan undvære så mange penge i budgettet. For ja, de indgår i vores budget. De ryger bare direkte ind på kontoen sammen med de andre indtægter, og så tager vi den derfra.

Der har været tidspunkter, hvor vi har gået og ventet på børnepengene, fordi vi har haft større udgifter i forbindelse med ungerne. Da Dexter skulle have ny seng, og da Mika skulle have sin højstol. Og så har der været tidspunkter, hvor børnepengene er faldet på et knastørt sted – faktisk da vi troede, at Mika skulle have en højstol, men vores kat endte med at blive syg og koste masser af dyrlægeknaster. Der måtte Mika vente til næste måned. Eller da vores skodbil drænede vores konto fuldstændig, og børnepengene måtte fylde det hul.

Men det vil jo aldrig være sådan, at børnene ikke får, hvad de behøver, bare fordi lige dén klat penge går til noget andet. Vi køber løbende tøj og deslige til dem, det er jo umuligt kun at købe en gang i kvartalet. Måske venter vinterstøvlerne eller sandalerne til den 20. Men ellers vil jeg mene, at deres behov bliver stillet hver måned (tænk eksempelvis på institution, Dexters vuggestue kostede jo nærmest et børnepengebeløb hver eneste måned!). Så kan det sagtens være, at vi en gang i kvartalet køber lidt ekstra lækker mad, tager én på opleveren eller bestiller nyt børnetøj. Og det kan sørme også godt være, at far får sig et nyt spil til sin PlayStation, eller at mor går til frisøren. Glade forældre, glade børn!

blogz

Havde ikke lige et passende billede, så her er et af min veltilfredse, sovende søn!

Hende uden hus…

Det er det, jeg hedder i min omgangskreds. Okay, måske ikke. Men når man sidder her i starten af 30’erne, er det virkelig de færreste omkring en, der ikke har hus, er ved at bygge hus, kigge på hus eller spare op til et hus. Vi er ingen af delene. Og jeg er efterhånden ved at nå til den konklusion, at jeg har det fint med det!

Jeg har aldrig boet i hus. Så er det sagt. Jeg stammer fra den benhårde ghetto (Aalborg Øst), og har boet det meste af mit liv i en dejlig stor lejlighed i et betonbyggeri. Det er jeg vant til, og det har jeg det fint med.

Nu bor jeg med min kæreste og vores 2 børn i endnu en lejlighed. Eller, et rækkehus er det nærmere. Og vi har det sørme dejligt. Før vi fik Dexter, boede Daniel og jeg i en lillebitte (max 60 kvm) taglejlighed, så det var jo noget af en luksus for os bare at flytte herud, hvor vi rent faktisk har egen hoveddør. Vi har også egen have, som vi kan sende Dexter ud i, når han har for meget energi.

Mere end jeg drømmer om eget hus, drømmer jeg egentlig bare om mere plads. Lige nu har vi omkring 90 kvadratmeter fordelt på stue, køkken og entré (på stueplan) og badeværelse samt 3 værelser (på førstesalen). Det er fint til vores familie, vi har jo rum nok, men hold op hvor måtte nogle af dem gerne være større. Eksempelvis kunne det være rart ikke at skulle udøve akrobatik for at få barnevognen kantet ind ad hoveddøren og videre gennem entréen. Eller at kunne have vasketøjskurven stående på badeværelset uden at skulle flytte den, når døren skulle åbnes. Eller bare at kunne være mere end en person om madlavningen. Men vi har valgt at prioritere anderledes, fx sparede vi 800 kroner månedligt ved at fravælge et ekstra rum. Og lur mig, om ikke man altid drømmer om mere plads alligevel…

Med tiden vil jeg da gerne være husejer – masser af plads, flere muligheder og en større have siger jeg ikke nej tak til. Men den tager vi lige, når jeg engang får et job (eller vinder i Lotto).

hus

Bare fordi vi har valgt at prioritere anderledes, skal Dexter ikke snydes for et hus!